Virusvarsel: Hvilket vejr smitter mest?

Trives coronavirus bedst i højtryk eller lavtryk? Den smitsomme virus har en klar favorit, når det gælder vejret.

De fleste spørgsmål om coronavirus kan rettes til eksperter inden for sundhedsvidenskaben.

Men dagens spørgsmål om coronavirus kræver brug af yderligere naturvidenskaber, og både fysikkens og meteorologiens love må i brug. Begreber som tyngdeaccelaration og Newtons anden lov bliver aktuelle.

Spørgsmål fra en fynbo

Den nysgerrige spørger, Anne Smith Mikkelsen, foregriber nemlig søndagens vejrudsigt, hvor der ifølge DMI er vand på menuen: "Først skyet og stedvis regn, herefter mulighed for spredte byger". 

- Jeg går ud fra, at virus under regnvejr vil falde til jorden, men hvor længe kan det overleve der? Kan man smittes ved sprøjt fra biler, spørger hun.

quote Virus bryder sig i det hele taget ikke om at komme ud i det fri.

Hans Jørn Kolmos, professor.

Virus kan ikke lide sol

Det kræver eksperter, som har forstand på krydsningfeltet mellem vejr og virus. Selvom klinisk mikrobiolog Hans Jørn Kolmos dog også ved rigtigt meget om, hvordan virus trives.

- Vi regner med, at virus kan overleve uden for kroppen i op til et par døgn, hvis det er beskyttet i en dråbe snot eller sekret, siger han og fortsætter:

- Hvis man nyser ude i det fri, vil dråber med virus falde ned inden for få meters afstand, og normalt vil de blive der, når først de er landet. Det kan godt være, at enkelte viruspartikler flyver lidt længere væk, siger han.

Men det diskuteres faktisk livligt blandt forskere lige nu. Den fremtrædende opfattelse er dog, at det næppe spiller nogen større praktisk rolle, fordi fortyndingsfaktoren ude på flere meter vil være meget stor. 

- Vi skal huske på, at der skal en vis mængde virus til for at blive smittet, og ude på flere meters afstand vil der være så få viruspartikler tilbage, at vores naturlige immunforsvar vil afvise dem i porten, hvis man skulle være uheldig at blive ramt, siger Hans Jørn Kolmos. 

Virus bryder sig i det hele taget ikke om at komme ud i det fri, for ud over fortyndingsfaktoren er der sol og ultraviolet lys, og det er gift for virus. Så ifølge eksperten er der ingen grund til at være bange for smitte fra bilsprøjt.

quote Det fugt, der er i en corona-befængt nysedråbe, vil nok tørre hurtigere ud i tørt højtryksvejr end i fugtigt lavstryksvejr.

Bolette Brødsgaard, meteorolog, DMI.

Corona-meteorologi

Vandpytter og derfra kommende bilsprøjt er ellers ikke noget, som vi har mærket meget til under coronakrisen i marts. Efter den mest silende og sjappede februar i mands minde, har vi nu haft en måned stort set uden nedbør, fortæller Bolette Brødsgaard, der er vagthavende meteorolog hos DMI.

- Vi er ved at rasle med tørkeindekset. Der har næsten ikke været nogen nedbør, siden coronavirussen kom til Danmark. Men det er helt normalt for årstiden med højtryksvejr, siger hun.

Der har altså indtil nu været en aldeles minimal risiko for at blive smittet med corona via en vandpyt, beroliger hun Anne Smith Mikkelsen med.

Indtil dette punkt har Bolette Brødsgaard været på hjemmebane i samtalen. Men nu tager situationen en drejning. For læge er hun altså ikke. Hun invilliger dog i at gisne om, hvilket vejr coronavirus trives bedst og værst i.

Hendes bedste bud er, at højtryksvejr som langfredag med sol og lav luftfugtighed vil give coronavirus dårlige vilkår at leve i.

- Det fugt, der er i en corona-befængt nysedråbe, vil nok tørre hurtigere ud i tørt højtryksvejr end i fugtigt lavstryksvejr med dis og tåge. Fugtigt vejr vil måske kunne holde dråben intakt en smule længere tid, siger Bolette Brødsgaard.

Hans Jørn Kolmos giver meteorologen ret. Coronavirus kan ikke lide tørt vejr.

- Så tørrer det hurtigere ud, siger han.

Vær varsom i sidevind

quote Coronavirus kan ikke lide tørt vejr. Så tørrer det hurtigere ud.

Hans Jørn Kolmos, læge og professor.

Når først overvejelserne om corona-meteorologi går i gang, vil spørgsmålene ingen ende tage. Hvad med for eksempel blæst?

Hvis man går tur med sin veninde i sidevind, og hun nyser så uventet, at hun ikke når ærmet, suser dråberne så med sidevinden over til den anden person?

Vi er ude i noget omkring vertikal krydsacceleration her. Eller når dråberne at tørre ud i blæsten? 

- Det vil nok komme hurtigere over til sidemanden, men det vil også opløses hurtigere. Der er vindhvirvler i luften, som slynger virus og fortynder det. Sådan en tur bryder virus sig ikke om. Den vil hellere bare vandre fra vært til vært uden forstyrrelser, siger Hans Jørn Kolmos.

Så kære Anne Smith Mikkelsen. Du skal ikke være nervøs for om, coronavirus smitter via vandpytter, som sprøjtes op på dig af billister. Sandsynligheden er helt utroligt lille. Ligeså lille som sandsynligheden for overhovedet at støde på en vandpyt på denne knastørre langfredag.

Artiklen er blevet til på baggrund af et spørgsmål fra en fynbo. 

 

Oversigt

    Oversigt