I det fynske folks tjeneste

Kendt fynsk hotel genåbner til usikker fremtid

I mere end fire måneder har Hotel Nyborg Strand været lukket. På torsdag åbner hotellet for gæster igen, men fremtiden er usikker, siger direktør.

Hotel Nyborg Strand genåbner efter fire måneders nedlukning. Foto: Alexander Aagaard

Torsdag genåbner Hotel Nyborg Strand for gæster efter at have været lukket ned i mere end fire måneder. Måneder, som hotellet har brugt på nye investeringer, der skal få hotellet til at stå skarpt og klart, når gæsterne vender tilbage.

- Alt er malet. Der er nye lamper fra Le Klint og nyt gulv, fortæller Jan Grimstrup Larsen, der er direktør for Hotel Nyborg Strand.

Udover det nye interiør er 40 procent af hotellets medarbejdere igen rykket ind og er klar til at arbejde efter lang tids venten.

Læs også Nabolokalerne må have 500 personer samlet - men lokalet midt i må kun have 10

- Jeg har gået hjemme siden den 18. marts, og så har jeg lige afholdt tre ugers sommerferie, inden jeg startede mandag. Så det var velfortjent, selvom jeg synes, jeg har holdt fri nok. Jeg er jo ikke vant til at gå hjemme i så lang tid, siger Flemming Egholm Rasmussen, fællestillidsmand, Hotel Nyborg Strand.

Hårdt brug for gæster

Medarbejderne har været tilbage i arbejdstøjet siden mandag, og allerede torsdag tager hotellet mod de første gæster.

- Det er weekendgæster og miniferiegæster. Danskere primært. Og så er det gamle venner af huset, siger Jan Grimstrup Larsen.

Gæster, der i den grad har været hårdt brug for.

- Vi har en omsætningsnedgang på 60-65 procent i august og 50 procent i september. I oktober er vi ikke så langt nede. Det er bare nogle få millioner kroner, tilføjer direktøren. 

Læs også Konferencecentre advarer: Uvished kan koste job

De kommende måneder skal vise, om gæsterne igen dukker op. Det afhænger blandt andet af forsamlingsforbuddet, der frem til slutningen af august kun tillader 500 gæster forsamlet på samme sted.

- Med de signaler, vi får fra udlandet nu, kan jeg godt frygte, at de to kvadratmeter får lov at bestå. Jeg håber det ikke. Jeg håber, vi får lov at øge antallet, og at der bliver lempet noget på restriktionerne, siger han.

Vi har valgt at sende alle vores medarbejder hjem med fuld løn. Det betyder, uanset hvor meget vi har fået i kompensation, så har vi en lønudgift på cirka tre millioner om måneden.

Jan Grimstrup Larsen,  direktør, Hotel Nyborg Strand

Trods kompensation og økonomisk hjælp fra staten forventer Hotel Nyborg Strand at miste 60-65 millioner kroner i indtægter som følge af corona-nedlukningen.
 
- Vi har taget nogle valg, vi har handlet med hjertet, og vi har valgt at sende alle vores medarbejder hjem med fuld løn. Det betyder, uanset hvor meget vi har fået i kompensation, så har vi en lønudgift på cirka tre millioner om måneden. Det betyder en million i minus om ugen, slår Jan Grimstrup Larsen fast.

Læs også Hotelansat: - Jeg frygter, at vi alle mister vores jobs

Hjælpepakkerne burde fortsætte

Hotellet har været nødt til at afskedige 18 ansatte i marts. Hos brancheforeningen Horesta er ønsket derfor, at hjælpepakkerne fortsætter året ud.

- Man kan jo spørge sig selv, om ikke det er fair, at en branche med så mange restriktioner - ikke bare på antallet af konferencegæster men også på lukketider - også kan få en kompensation, som rækker længere ind i efteråret og jo gerne året ud, siger Kristian Nørgaard, der er politisk konsulent hos Horesta.

Hoteldirektøren støtter op om, at restriktionerne gør driften svær uden hjælpepakkerne. 

- Jeg håber, vi skal ud af hjælpepakkerne, men samtidigt vil det være under forudsætninger af, at vi ikke har restriktioner. En verden, hvor vi ikke har restriktioner, og vi er ude af pakkerne, er det, vi drømmer om, siger han.

Hotellet har været lukket siden den 18. marts.

02:30

Se indslaget om Hotel Nyborg Strand. Video: Alexander Aagaard

Luk video