Efter dødstrusler mod sygeplejersker:
- Trusler er nærmest blevet et vilkår
Artiklen er mere end 30 dage gammel
kopieret!
62 procent af FOA's medlemmer, der arbejder i psykiatrien, har været udsat for trusler om vold.
Det er håbløst, siger hun.
Situationen i psykiatrien er så udfordret, at Dansk Sygeplejeråds næstforkvinde i Kreds Syddanmark, Helle Kruse Hansen, bliver nødt til at bruge kraftfulde ord.
Hun har sagt det mange gange, men denne gang kommer reaktionen oven på den retssag, som TV 2 Fyn fortalte om onsdag, og som er endnu en i rækken af voldsomme hændelser fra et hårdpresset psykiatrisk område.
Sagen handlede om en 43-årig mand, der for to år siden var indlagt på den psykiatriske afdeling P302 på Odense Universitetshospital. En aften sagde han til en sygeplejerske:
- Jeg slår dig ihjel. Bare vent din so. Hvad hedder du? Det er lige meget, jeg kender dig, jeg ved, hvem du er.
Til en kollega sagde han senere på natten:
- Jeg flår jer kraftedeme i stykker, mens han forsøgte at vride sig fri af fikseringsbælterne.
Og fem nætter senere sagde han til en tredje sygeplejerske:
- Bare vent til jeg kommer ud herfra. Jeg finder dig din møgkælling.
Manden fik tre måneders betinget fængsel med en prøvetid på et år.
Èn trussel er en for mange
Psykiatrien har ellers nok af problemer. For få sengepladser, for få psykiatere, for højt sygefravær og for mange vikarer er blandt andet nogle af dem, men så er der også volden og truslerne.
FOA lavede i 2022 en undersøgelse blandt sine medlemmer, og her svarede 63 procent af dem, som arbejder i psykiatrien, at de har været udsat for trusler om vold. Tre år tidligere var tallet 62 procent.
- Trusler om vold er nærmest blevet et vilkår, fordi vi længe ikke har investeret i psykiatrien. Det er et tegn på, at der ikke er sket nogen ændring, siger Helle Kruse Hansen.
Chefoverlæge ved Psykiatrisk Afdeling i Odense Sonja Rasmussen skriver i et skriftligt svar til TV 2 Fyn, at ”én trussel er én for mange”. Hun forklarer, at der er retningslinjer for, hvordan trusler og vold skal håndteres.
- Men vores retningslinjer kan ikke forhindre, at nogle af vores patienter blive voldsomme eller truende, skriver Sonja Rasmussen.
Det er under en måned siden, at en psykiater blev dræbt, og to andre medarbejdere blev stukket ned ved Psykiatrisk Center Glostrup. Den sag er lige nu i gang med at blive undersøgt, og ifølge Sonja Rasmussen venter den psykiatriske afdeling i Odense og hele Psykiatrien i Region Syddanmark på tilbagemeldingerne fra den.
- Er der noget i undersøgelsen, der peger på, at vi kan forbedre vores sikkerhed, vil vi naturligvis gøre det. Det gør vi i øvrigt hele tiden, når der sker alvorlige hændelser i psykiatrien, skriver hun.
Arbejdstilsynet gav Psykiatrisk Center Glostrup et strakspåbud, så dets ansatte kunne gå sikkert på arbejde. Det har resulteret i vagter døgnet rundt og aflåste indgange.
- Og det er godt, men det er ét sted. Det her kan ske mange steder i Danmark. Skal vi have vagter på alle steder så, eller hvad skal der ske? spørger Helle Kruse Hansen.
Rystet
Et bredt politisk flertal kunne i september sidste år præsentere en storstilet – og meget længe ventet – 10-års plan for psykiatrien.
Den sikrer området en halv milliard kroner hvert år, men det er penge og en plan, overlæge Sonja Rasmussen ikke mærker noget til endnu, understreger hun.
- Men man skal også være opmærksom på at ikke alting kan ordnes med flere penge. Det handler i lige så høj grad om at have de rigtige kompetencer hos medarbejderne og at have mulighed for kunne rekruttere kvalificerede medarbejdere, skriver hun.
Helle Kruse Hansen fra Dansk Sygeplejeråd har heller ikke har mærket noget til pengene.
- Jeg er rystet over, at man siger, at man har afsat en del penge fra regeringen til psykiatrien, men man ser ingen effekt af det. Man mærker det ikke i Region Syddanmark, siger hun.
Sundhedsministeren er kaldt i samråd om situationen i psykiatrien.