Letbane-problemer koster sekscifret beløb dagligt
Artiklen er mere end 30 dage gammel
kopieret!
De seneste uger har Odense Letbane holdt stille mellem Tarup Center og Ikea på grund af et omfattende sikkerhedstjek.
Odense Letbanes administrerende direktør Dan Ravn oplyser til TV 2 Fyn, at letbanens "ekstraordinære situation" lige nu koster omkring et sekscifret beløb dagligt.
- Det er selvfølgelig rigtig mange penge, som det drejer sig om.
- Vi har omkostninger forbundet med både personale, der skulle have kørt letbanetogene, men det drejer sig også om erstatningsbusserne og udbedringer, siger Dan Ravn til TV 2 Fyn.
Ifølge Dan Ravn er passagertallet for juni klart lavere end de foregående måneder. Det kan få betydning for omkostningerne og i sidste ende blive en ekstraregning for letbanen.
Hvor skal pengene komme fra?
- Vi skal forsøge at få så mange passagerer tilbage i letbanen hurtigst muligt, og vi vil sætte en masse tiltag igang, så det bliver attraktivt at køre med os igen, når vi begynder at rulle igen, siger han.
- Men omkostningen skal vi have fundet ud af, når vi ved, hvor stort tabet bliver.
Det skyldes, at man er i gang med at undersøge og udbedre en række berørte facadeankre på letbanens køreledninger.