Rådmand vil fiske millioner i Borgmesterforvaltningen - Rahbæk kalder det et 'fidus-forslag'

Søren Windell (K) holder fast i, at der er brug for økonomisk hjælp udefra, hvis man skal undgå voldsomme besparelser på ældreområdet.

Besparelserne i Odense Kommunes Ældre- og Handicapforvaltning kan undgås, hvis man i stedet overflytter overskuddet fra Borgmesterforvaltningen.

Det mener både den konservative rådmand ældre- og handicaprådmand Søren Windell og udvalgsmedlemmet Christel Gall fra Dansk Folkeparti.

quote Det vil være som at tisse i bukserne

Peter Rahbæk Juel, borgmester i Odense

Men den præmis køber Odenses borgmester, Peter Rahbæk Juel (S), ikke.

- Det kunne være dejligt, hvis det lige var noget, man kunne gøre. Men det er simpelthen at sammenligne æbler og pærer. Det vil være som at tisse i bukserne at gøre det. De penge er ikke i hånden, så du kan prioritere dem over, siger borgmesteren.

Peter Rahbæk Juel kritiserede torsdag det sparekatalog, som Ældre- og Handicapforvaltningen har udarbejdet.

Kataloget lægger op til besparelser for 34 millioner kroner, og vil blandt andet betyde, at der kun vil blive gjort rent hver tredje uge hos ældre, ligesom det lægger op til færre forebyggende hjemmebesøg. 

Men hvis den slags tiltag ikke skal føres ud i livet, så kræver det penge udefra, mener Ældre- og Handicaprådmand Søren Windell (K).

- Der er færre penge, end dem vi skal bruge. Skal vi have budgettet i balance, så er vi nødt til at gå ud og skære på nogle af de ting, der gør rigtig, rigtig ondt, siger han. 

Gode ting skal skæres væk

Sparekataloget indeholder i alt ti konkrete forslag til besparelser. Blandt andet at spare 13 millioner kroner på hjemmehjælp og otte millioner kroner på tilbuddet OK-Aktiv, som tilbyder aktiviteter på plejecentre.

Derudover bliver det foreslået at spare 3,9 millioner kroner på tilskud til Stoppestedet, som er et værested for borgere med sindslidelser.

- Det er alle mulige ting, som er rigtig gode for de her borgergrupper, som vi skal skære væk. Så skal vi gøre det med åbne øjne. Vi skal være enige om, at det er den standard, Odense Kommune nu kan levere, selvom vi taler så meget om velfærd hele tiden. Jeg synes, det er et uacceptabelt lavt niveau, og vi kan ikke være det bekendt, siger Søren Windell.

Han afviser, at besparelser kan findes på administrationen i stedet for serviceniveauet. 

- Vi har ikke lavet andet end at spare i to og et halvt år. Der er altså ikke en stor pose guld, vi kan finde et eller andet sted. Der er ikke en stor gruppe medarbejdere, der sidder på deres bagdel hele dagen og ikke er effektive. Det findes ikke i forvaltningen. Der er skåret ind til benet igennem så lang tid, siger den konservative rådmand.

Ekstra udgifter kommer udefra

Dansk Folkepartis Christel Gall, der også er medlem af Ældre- og Handicapudvalget har foreslået, at man genåbner budgettet for 2020 for at finde pengene, men den idé afviste borgmesteren torsdag.

Hun håber dog alligevel, der kan findes en løsning, der involverer, at forvaltningen får økonomisk hjælp udefra. 

En stor del af det forventede merforbrug på ældre- og handicapområdet ligger på det såkaldte myndighedsområde. Det betyder, at det er udgifter, kommunen skal afholde ifølge lovgivningen og derfor ikke selv har den store indflydelse på. 

Netop derfor håber Christel Gall på en økonomisk håndsrækning. 

- Det er klart, at man ikke bare kan komme, hver gang man mangler penge og bede om det. Det er, fordi det her kommer udefra. Det er ting, vi ikke selv kan regulere på, siger hun. 

Pengene er der ikke

Søren Windell og Christel Gall peger på, at der i borgmesterforvaltningen er 68 millioner kroner i overskud. De foreslår, at dele af overskuddet skal hjælpe med at dække hullet på Ældre- og handicapområdet. 

Men pengene i borgmesterforvaltningen er allerede øremærket til erhvervslivet, der lider i forbindelse med corona-krisen, påpeger Peter Rahbæk Juel, der også gør opmærksom på, ekstraudgifterne på Ældre- og Handicapområdet er tilbagevendende.

- Skulle man bruge de penge på det, så forsvinder problemet ikke. Det vil bare blive udskudt. Jeg synes ikke, det er et helt gennemtænkt løsningsforslag, siger han til TV 2/Fyn.

Hvis der skal tilføres yderligere midler til Ældre- og Handicapområdet, skal de tages fra andre områder.

- Det kan komme fra børn, ledige, socialt udsatte, erhvervslivet eller andre. Der står ikke nogen pengekasse et sted i kommunen, siger Peter Rahbæk Juel.

Indkald udvalget

For borgmesteren i Odense og Socialdemokratiet er velfærden det vigtigste.

- Derfor synes vi også, det kalder på en seriøs diskussion, siger han.

Peter Rahbæk Juel mener, det er bedst, hvis udvalget samles og finder ud af, hvordan det kan være, at udgifterne er skredet så meget, som de er.

- Det har udvalget ikke haft lejlighed til at drøfte endnu. Jeg synes, der er mange spørgsmål, der ikke er besvaret endnu, siger han og fortsætter.

- Det kan også være, man kan finde en måde, man kan administrere pengene bedre på.

Peter Rahbæk Juel afviser ikke drøftelser om de specialiserede fagområder, der står bag størstedelen af udgifterne. Men han afviser forslaget fra Søren Windell og Christel Gall, og kalder det et fidus-forslag.

- Hvis man mente det seriøst, havde man rejst det i økonomiudvalget fremfor i pressen, siger borgmesteren i Odense.

Oversigt

    Oversigt