Trods halvfærdig løsning: Borgmester er tilfreds med åbningen af H.C. Andersens Hus
Artiklen er mere end 30 dage gammel
kopieret!
På trods af mangler i H.C Andersens Hus, så er borgmester Rahbæk Juel (S) tilfreds med husets soft opening. Ifølge ham, har man tydeligt kunnet se husets succes hen over sommeren.
Da man valgte at åbne H.C. Andersens Hus med en såkaldt "soft opening", var det med en forventning om, at det var en kortsigtet løsning.
Det fortæller Henrik Harnow, der er direktør hos Odense Bys Museer til TV 2 Fyn.
Museet slog dørene op 30. juni, men at det var en soft opening indebar blandt andet, at audioguiden, der er skal føre de besøgende gennem udstillingen, endnu ikke var klar.
H.C. Andersens Hus mangler også stadig at åbne børneuniverset, og de udvendige haver.
- Soft opening blev valgt på et grundlag, hvor alle forventede, at vi ville være færdig lige om lidt. Men med corona og byggeri, der altid er udfordret i sådan en periode, så har det været nogle vilkår, vi har måtte arbejde med. Og alle har gjort deres bedste, siger han.
Fredag meldte Odense Bys Museer, at man åbner fuldt 1. december.
- Modig beslutning
Men på trods af, at soft opening nu ser ud til at blive en i alt fem måneder lang løsning, så er borgmester Peter Rahbæk Juel (S) tilfreds.
- For museet og Odense Kommune har det været en rigtig god åbning og en god sommer. Vi har aldrig nogensinde haft så mange besøgende og overnattede på hotellerne, som vi har haft den her sommer. Det, vi håbede på med det her, er lykkedes, også selvom corona har gjort det svært for nogle at rejse hertil.
Tidsplanen skred for H.C. Andersens Hus: Museumschef og stadsdirektør var ikke informeret
Styregruppen for H.C. Andersens Hus valgte i marts at åbne det nye museum før sommerferien trods en række mangler ved den nye attraktion. Kort før åbningen stod det dog klart, at tidsplanen var skredet yderligere. Centrale personer i kommunen og hos Odense Bys Museum blev ikke informeret om de nye problemer.
Da styregruppen for H.C. Andersens Hus besluttede en soft opening tilbage i marts, vidste de godt, at flere planlagte dele af det nye museum ikke ville blive klar.
Af dokumenter, som TV 2 Fyn har fået aktindsigt i, fremgår det, at det allerede i marts stod klart, at flere elementer ville mangle, når dronningen klippede den røde snor.
I den indvendige del af museet ville hverken personaleområder, scene, toiletter, systue, møderum og læringsrum og studie i børneuniverset stå færdige. Udvendig ville ”Den lille Sunkne Have” og en have og cykelsti op mod letbanen heller ikke være klar.
Byggebranchen ramt af problemer
Men forventningen var, at børneuniverset trods mangler ville kunne åbnes, og at den store have oven på museet ville være tilgængelig for publikum. Audiosystemet blev betegnet som en forudsætning for en åbning.
Men ingen af delene var klar til 30. juni, hvor dronningen indviede Odenses nye store attraktion.
- Vi har også haft en række faktorer, der ikke er gået vores vej. Byggebranchen er generelt overophedet, byggematerialer har svært ved at nå frem, og man har svært ved at rekruttere folk i byggebranchen i øjeblikket, og det gør, at der har været nogle faktorer undervejs som har givet os modvind, siger direktør for By- og Kulturforvaltningen i Odense Kommune Morten Møller Iversen.
Dato vedtaget trods advarsler
Odense Bys Museer, der skal stå for driften af H.C. Andersens Hus, anbefalede allerede i marts, at åbningen af H.C. Andersens Hus blev skudt til ultimo august, så huset blev præsenteret færdigt og i sin helhed ved åbningen.
Men den anbefaling blev ikke fulgt af styregruppen for H.C. Andersens Hus, som består af repræsentanter fra henholdsvis Odense Kommune, sponsorerne og Odense Bys Museum.
- Man har i styregruppen kigget ind i forskellige modeller for en åbning, og er også blevet forelagt modellen med en anden åbning. Og der har en enig styregruppe vurderet, at det var bedst med den her soft opening den 30.6, siger Morten Møller Iversen.
Beslutningen blev truffet trods tydelige advarsler om, at tidsfristen risikerede at skride yderligere.
”Ser man fremad vurderes risikoen for forsinkelser særdeles høj”, står der i referatet fra styregruppens møde 17. marts, hvor beslutningen om soft opening blev vedtaget.
”Styregruppen tog orienteringen til efterretning og understregede over for projektledelsen, at man nu har åbningen 30. juni som 1. prioritet og at forhold som fx ændringsønsker fra arkitekt, leveringsvanskeligheder for specifikke bygningselementer eller behovet for forcering ikke må kompromittere tidsplanen og skal håndteres med åbningen for øje”, står der i referatet.
Museumsdirektør efterlyste informationer
Selvom der var mange usikkerhedsfaktorer frem mod åbningen 30. juni holdt styregruppen ikke flere møder om sagen før åbningen 30. juni, og udfordringerne med nye mangler og med at overholde tidsplanen blev ikke kommunikeret til alle medlemmer af styregruppen.
8. juni – altså 22 dage før åbningen – skrev daværende direktør for Odense Bys Museum, Torben Grøngaard Jeppesen, i en mail til Odense Kommunes stadsdirektør Stefan Birkebjerg Andersen:
“Jeg kan på mine folk forstå, at HCA-byggeriet “skrider” på mange punkter, og den endelige færdiggørelse har lange udsigter”.
“Vi kan næppe gøre meget, men en eller anden form for orientering må da være på sin plads!”
Stadsdirektøren var tilsyneladende heller ikke informeret om status på byggeriet 22 dage før åbningen. Stefan Birkebjerg Andersen svarede Torben Grøngaard Jeppesen samme dag:
“Tak for din mail, hvis bekymrende indhold er helt nyt for mig. Jeg var af den overbevisning og viden, at fremdriften var planmæssig.”
Direktøren for By- og Kulturforvaltningen forklarer de undrende mails således:
- Det er, fordi der på daværende tidspunkt var nogle misforståelser omkring ting, der skred i byggeriet. Det fik vi heldigvis hurtigt rettet op på efterfølgende med en mailudveksling.
30. juni klippede dronningen den røde snor over til H.C. Andersens Hus i overværelse af byens spidser og Ane Mærsk Mc-Kinney Uggla, der repræsenterede hovedsponsoren A.P. Møller Fonden,
Spillede det en rolle for jeres valg af dato for indvielsen, at dronningen ikke kunne på et senere tidspunkt?
- Nej, det der har været centralt for os, det har været at åbne attraktionen op når der var en funktionalitet der var berettiget til en soft opening, og det har været det væsentlige, siger direktøren for By- og Kulturforvaltningen.
Efterfølgende fik publikum adgang til byens nye kulturelle fyrtårn. Billetpriserne var halveret på grund af manglerne i forhold til de oprindelige planer.
Men det er jo en halv løsning, som man har gået med i rigtig lang tid. Hvad tænker du om, at huset blev indviet selvom flere helt centrale dele af konceptet, som eksempelvis lyden, ikke var klar?
- Det har selvfølgelig været en modig beslutning, men vi har også været ramt af chipmangel for at få tingene til at fungere optimalt ligesom andre. Det er også derfor, man med den her soft opening valgte, at folk kunne komme ind i huset til halv pris. Så var der en sammenhæng mellem det, man kunne se, og det, man betalte. Og det har odenseanerne og turisterne tager med kyshånd.
Den chipmangel, borgmesteren henviser til, er den verdensomspændende mangel på mikrochips til elektronisk udstyr, der har været i kølvandet på coronapandemien.
Forventer, at ny åbningsdato holder
Men allerede i marts måned vurderede man, at der var en stor risiko for, at der ville opstå forsinkelser for projektet undervejs. Skulle man ikke bare have skubbet åbningen et par måneder, nu hvor der kun var den her halve løsning?
- Jeg synes faktisk, at den her modige beslutning, har vist sig at være en god beslutning. Jeg oplever, at de fleste gæster godt har kunne se, at huset ikke har været 100 procent færdigt. Men de har været glade for det besøg, de har kunne aflægge. Og så er der jo mulighed for at man kan vende tilbage igen efter d. 1. december, når det hele er oppe og køre.
Soft opening trak ud: Gæster og anmeldere uenige om oplevelserne i ufærdigt H.C. Andersens Hus
H.C. Andersens Hus blev indviet 30. juni med en såkaldt soft opening. Huset var ikke helt færdigt, og derfor fik publikum adgang til halv pris. Men blandt både anmeldere og gæster er der delte meninger om det fornuftige i at åbne et halvfærdig museum.
Næsten 60.000 mennesker har indtil videre besøgt Odenses nye kulturelle fyrtårn - det nye H.C. Andersens Hus. Huset blev officielt indviet af dronningen 30. juni, selvom vitale dele af huset endnu ikke var færdige.
Derfor blev indvielsen kaldt en soft opening, og publikum blev tilbudt entre til halv pris. Men blandt gæsterne er der blandede meninger om det fornuftige i at åbne et museum, der ikke er helt færdigt.
- Min oplevelse af museet er blandet. Jeg manglede frygtelig meget lyden for at få den fulde oplevelse. Arkitekturen er fantastisk, men selve oplevelsen omkring H.C. Andersen og hans eventyr synes jeg er skuffende. Mine forventninger bliver ikke opfyldt, siger Karen Kristiansen, der er kommet fra Højby på Sjælland for at besøge Odenses meget omtalte attraktion.
- Jeg synes, de skulle have ventet med at åbne museet, indtil det er helt færdigt, siger hun.
Mærker tydeligt H.C. Andersen
Men andre gæster er mere positive over for det, de oplever på de 5.600 kvadratmeter spækket med avanceret elektronik og installationer om byens store eventyrdigter.
- Vi kan godt se, at museet mangler at blive helt færdigt. Jeg ved ikke, hvad det er der mangler. Jeg ved, der skulle være en audio-del. Men da vi var derinde, tænkte jeg ikke over, at jeg manglede den, fortæller Nina Gregersen fra Grenaa.
- Det er spændende og inspirerende den måde, museet er bygget op på. Du både ser og får et indblik i H.C. Andersens tanker og ikke kun hans eventyr, mener Rikke Christensen, der besøger museet for anden gang.
- Man mærker tydeligt H.C. Andersen, når man går rundt på museet, synes Oscar Christensen, der kommer fra Faaborg for at besøge museet sammen med sin mor.
Tegnet af japansk arkitekt
Museet er tegnet af det japanske arkitektfirma Kengo Kuma & Associates, og tolv kunstnere fra hele verden står bag kunstelementerne i huset. Fælles for kunsten er, at den i en eller anden grad er beslægtet med H.C. Andersen.
Det samlede budget for byggeriet og udstillingerne er omkring 400 millioner kroner. A.P. Møller Fonden har finansieret hovedparten af byggeriet, mens kommunen har betalt 60 millioner kroner.
Halvfærdig oplevelse
Blandt anmelderne på landets aviser har museet ligeledes fået en noget blandet modtagelse.
Politikens anmelder giver H.C. Andersens Hus fem stjerner og mener, at der er potentiale for en topkarakter, når det er helt udbygget. Jyllands-Posten mener, at huset giver publikum en totaloplevelser og kvitterer med fire stjerner.
Anmelder Anette Hyllested fra Fyens Stiftstidende er dog ikke begejstret for den såkaldte soft opening.
- Det er en meget halvfærdig oplevelse at besøge museet lige nu. Der er så mange ting, som mangler audio. Og der er fra museets side lagt meget stærkt op til, at alle sanser skal i brug. Lige nu er der nogle elementer, som ikke giver mening på grund af den manglende audio, siger hun.
- Jeg synes, man skal blive væk, indtil museet er færdigbygget. Museet, som det er lige nu, er en appetitvækker. Jeg synes ikke, de skulle have åbnet museet før, det er færdigt. Jeg har ondt af de turister, som er rejst hele vejen til Odense, siger den fynske anmelder.
Tilfreds museumschef
H.C. Andersens Hus mangler endnu at åbne børneuniverset og de udvendige haver. Derudover mangler der stadig forskellige beklædninger og bygningselementer, og de headsets, som skulle guide publikum gennem udstillingen og være et bærende element, er heller ikke klar til brug endnu.
Trods manglerne og de blandede reaktioner på den såkaldte soft opening, fortryder museumschefen ikke, at museet åbnede i juni.
- Vi er ret tilfredse med soft opening. Det at vente i endnu længere tid med at åbne, vurderede vi ikke var en løsning. Soft opening har på mange måder skabt muligheden for, at mange mennesker kunne opleve huset, siger direktør for Odense Bys Museer Henrik Harnow.
Henrik Harnow oplever, at de besøgende overvejende har været positive stemt.
- De gæster jeg har talt med, de har godt forstået konceptet soft opening og har været tilfredse. Mange har sagt, at de glæder sig til at komme igen, når huset er færdigt. Men vi lytter både til de glade og utilfredse anmeldelser, siger direktøren.
Han anerkender, at det manglende audiosystem giver udfordringer, men mener at den alternative løsning fungerer.
- Den 30. juni skruede vi op for selve lyden i den overordnede udstilling, men jeg anerkender fuldstændig, at uden headset får gæsterne ikke den fulde oplevelse af museet, forklarer Henrik Harnow.
Manglende billetindtægter
I dokumenter, som TV 2 Fyn har fået udleveret efter en aktindsigt, fremgår det, at H.C. Andersens hus på nuværende tidspunkt har et tab i entreindtægter ved soft opening på 4,6 millioner kroner.
- Det beløb er et øjebliksbillede. Det beløb dækker også over de to sæsoner med corona. Når du giver halv pris på billetter, mister du også indtægt. Det er for tidligt at sige, om H.C. Andersens Hus kan vende det underskud, siger museumsdirektøren.
Hvornår soft opening ophører, og hvornår publikum med headset kan få den fulde og hele oplevelse, er endnu uklart. Om det bliver i år ved museumsdirektøren ikke.
- Ja måske, men jeg ved det ikke endnu.
Fredag middag meddelte Odense Bys Museer, at soft opening for H.C. Andersens Hus ophører 1. december, og at alle dele af museet herefter vil være åbent.
Men kan vi så også regne med at tingene er klar til d. 1. december?
- Det er det, der er meldt ud, så det forventer jeg, at det er det. Odense Bys Museer arbejder efter, når det er det, de har meldt ud.
Men det har vi jo hørt tidligere, og så er det stadig blevet forsinket.
- Jeg tror, at da soft opening blev annonceret, åbnede vi også den dag, vi havde inviteret dronningen til åbningen. Jeg regner også med at de sidste elementer i udstillingen vil blivet åbnet d. 1. december.