Radio Loud lukker i Svendborg

Tirsdag har medarbejderne hos Radio Loud i Svendborg fået at vide, at deres arbejdsplads lukker.

Ni medarbejdere hos radiokanalen Radio Loud i Svendborg har tirsdag fået beskeden om, at stationen lukker den sydfynske afdeling.

Det bekræfter radiodirektør Simon Andersen over for Fyns Amts Avis

- Vi lukker ned, og beslutningen er taget hen over de seneste dage. Vi har ikke kunnet se andre muligheder, siger han til avisen.

Den seneste tid har Radio Loud fået usædvanlig hård kritik for ikke at leve op til kravene i programtilladelsen - blandt andet, fordi radiokanalen kun har afdelinger i København og Svendborg, selvom kanalen i sin ansøgning havde lagt op til også at være yderligere tre steder.

Derudover har radiostationen kæmpet med lave lyttertal, siden den første gang sendte 1. april 2020.

Ingen fyringer

Ingen af de ni medarbejdere er ifølge avisen blevet fyret, selvom den sydfynske afdeling lukker. Nyhedschef Joachim Næshave har dog valgt at opsige sin stilling, da han takkede nej til en stilling i København.

- Nogle blev kede af det, mens andre havde det sådan, at "nå ja, Louds historie er en lang omgang kaos, og det fortsætter vi så bare med". Men det er klart, at det vil påvirke deres liv, for det er ikke så ligetil at bo i Svendborg og så pludselig flytte til for eksempel Aarhus, siger radiodirektøren til Fyns Amts Avis.

Fremover vil Radio Loud have to journalister i Odense, to i Aalborg og to i Aarhus. Samt én i eksempel Thy og i Sydjylland.

Radio Loud lukker i Svendborg senest 1. februar 2022.

Oversigt

    Oversigt