Fynsk sygeplejerske ramt af blodpropper efter vaccine

Tina Sylvester Rohmann fra Nyborg fik flere blodpropper i den ene lunge omkring to uger efter, hun havde modtaget den nu tilbagerullede AstraZeneca-vaccine.

Tina Sylvester Rohmann fik pludselig ondt i brystet og skulle kæmpe for at få vejret. Det var 19. marts, og hun sad foran computeren på arbejdet og var i gang med at skrive en journal.

Hun fik hurtigt fat i en kollega og fortalt hende, at noget var helt galt.

Da ambulancen kom, kunne de fortælle den 43-årige sygeplejerske fra Nyborg, at hendes blodtryk og puls var alt for høj. Men på hjerteafdelingen på Svendborg Sygehus kunne de ikke se noget på hendes hjertet, som de ellers mistænkte for at være blevet ramt af en blodprop.

Derfor blev Tina Sylvester Rohmann sendt hjem igen. Alligevel følte hun, at lægerne måske havde overset noget i hendes lunger, da hun fortsatte med at være meget forpustet.

Mistænker AstraZeneca for at være skyld i blodpropper

To uger forinden havde Tina Sylvester Rohmann modtaget sit første stik med AstraZeneca-vaccinen.

Som så mange andre i sundhedssektoren var hun blevet tilbudt vaccinen fra den svensk-britiske medicinalvirksomhed.

Samme dag, hun blev vaccineret, begyndte Tina Sylvester Rohmann at få det dårligt. Hun fik høj feber, følte sig træt og havde ondt i leddene.

- Jeg sagde til min mand, at jeg følte det som om, at det var gift, jeg havde fået sprøjtet ind i min krop, fortæller hun til TV 2 og understreger, at symptomerne var langt værre end de bivirkninger, hun har oplevet at få efter en influenza-vaccination.

Men det var først 14 dage efter, at bivirkningerne kulminerede i, hvad der skulle vise sig at være ikke bare én, men flere blodpropper i hendes ene lunge.

For Tina Sylvester Rohmann havde ret. Noget var galt med hendes lunger, og tilbage på hospitalet blev det konstateret, at hun havde en klynge af blodpropper i den nederste del af højre lunge.

Sygeplejersken fortæller, at lægerne ifølge hende mente, at hendes sygdomsbillede ikke stemte overens med det klassiske sygdomsbillede, der tegner sig ved en ’normal’ blodprop, hvor blodproppen typisk vandrer fra benene og videre til lungen.

En indberetning blev derfor lavet og sendt afsted til Lægemiddelstyrelsen, hvori lægerne mistænkte vaccinen fra AstraZeneca for at være skyld i Tina Sylvester Rohmanns blodpropper.

TV 2 har set dokumentation for lægernes indberetning.

Vil stadig gerne vaccineres

I dag har Tina Sylvester Rohmann fået det bedre. Hun bliver stadig forpustet og kan ikke gå hurtigt eller løbe. Desuden arbejder hun på nedsat tid.

Men på trods af det hårde sygdomsforløb er sygeplejersken sikker på, at hun skal vaccineres på ny. Det samme er hendes mand og to børn, selvom de har set deres mor have det dårligt, fortæller Tina Sylvester Rohmann.

- Jeg vil også gerne opfordre andre til at blive vaccineret. Det er den eneste måde, vi kan bekæmpe pandemien, understreger hun.

Næste gang bliver det dog ikke med AstraZeneca-vaccinen.

Onsdag valgte de danske sundhedsmyndigheder nemlig at droppe vaccinen fra AstraZeneca, efter man har kunnet konstatere, at vaccinen kan føre til alvorlige bivirkninger såsom blodpropper.

Ifølge Sundhedsstyrelsen er det dog kun omkring 1 ud af 40.000, der risikerer at blive ramt af et sjældent sygdomsforløb i forbindelse med AstraZeneca-vaccinen.

Det glæder Tina Sylvester Rohmann, at vaccinen nu er skrevet ud af det samlede vaccinationsprogram.

- Vi skal som befolkning have stor tillid til sundhedsvæsenet. Vi må stole på, at de har valgt AstraZeneca-vaccinen fra, fordi de vil os det bedste og kun tager det bedste, siger hun og tilføjer, at hendes egen tillid til det danske vaccinationsprogram fortsat er høj.

Kan vente op til et halvt år på svar

Seneste opgørelse fra Lægemiddelstyrelsen viser, at de har behandlet 27 indberetninger om blodpropper. Styrelsen skriver, at man i 25 ud af de 27 sager vurderer en sammenhæng med vaccinen som mindre sandsynlig.


Omkring 149.000 danskere har modtaget første stik med AstraZeneca.

Tina Sylvester Rohmann har fået at vide, at der kan gå op til et halvt år, før hun får svar på, om blodpropperne rent faktisk skyldes vaccinen fra AstraZeneca.

Hun mener dog ikke selv, at der ikke er noget i hendes sygdomshistorik, som peger på, at hun i en alder af 43 år pludselig skulle rammes af flere blodpropper.

Ligesom alle andre, der har fået første stik med AstraZeneca, vil Tina Sylvester Rohmann nu blive tilbudt en anden vaccine.