I det fynske folks tjeneste

Radikale Venstre bløder: - Det er en straf for en dårlig uge, og den må vi bare se i øjnene

Både Socialdemokratiet og de radikale går tilbage, mens de konservative og Nye Borgerlige stormer frem.

I samarbejde med TV2.dk
00:25

Rasmus Helveg Petersen har været folketingsmedlem for Radikale Venstre i Fyns Storkreds side 5. juni 2019. Video: Nikolai Linares/Ritzau Scanpix

Var der folketingsvalg i morgen, ville 9 af de nuværende 16 radikale folketingsmedlemmer blive nødt til at rydde skrivebordene og forlade Christiansborg.

Det viser en ny Megafon-måling lavet for TV 2.

Folk har ikke lyst til at stemme på et parti, der er i splid med sig selv eller i oprør

Rasmus Helveg Petersen, transportordfører i Radikale Venstre

Radikale Venstre står til at få 3,9 procent af stemmerne mod de 8,6 procent, de fik ved valget i 2019. Sidst, den radikale vælgertilslutning var under fire procent, var tilbage i Anders Foghs regeringstid.

Ifølge fynskevalgte Rasmus Helveg Petersen, transportordfører i Radikale Venstre, er vælgerflugten konsekvensen af en dårlig uge.

- Ovenpå den uge, vi har haft, hvor vi først skulle skifte leder, fordi han kom meget galt afsted, og vi bagefter havde en hel masse uro i pressen, så ved man, at folk holder op med at synes, det er en god ide at stemme på en. Folk har ikke lyst til at stemme på et parti, der er i splid med sig selv eller i oprør, siger han til TV 2 Fyn.

- Så det er en straf for en dårlig uge, og den må vi bare se i øjnene.

Komer ikke som en overraskelse

Det er dog ikke alene Radikale Venstre, der i den nye måling står til at gå tilbage.

Også Socialdemokratiet, som ellers konsekvent har høstet målinger over 30 procent under coronakrisen, mister stemmer. De står nu til at få 27,9 procent, som dog fortsat er et stykke over de 26 procent ved valget i 2019.

Læs også Rokade hos De Radikale: Rasmus Helveg Petersen bliver ny transportordfører

De 1015 respondenter er også blevet spurgt til årsagen bag et eventuelt partiskifte.

Blandt de mange frafaldne radikale vælgere lyder begrundelsen entydigt, at deres skifte skyldes de seneste ugers udvikling, hvor debatten om seksuelle krænkelser er ført til Morten Østergaards exit.

Målingen kommer da heller ikke som en overraskelse for partiets nyudnævnte næstformand Andreas Steenberg:

- Jeg kan godt forstå, at folk er utilfredse med de seneste uger, siger han og tilføjer:

- Men jeg tror selvfølgelig, at vi kan genvinde nogle af dem, for nu skal vi i gang med at skabe resultater.

Næsten dødt løb mellem blokkene

I forhold til blokfordelingen betyder tilbagegangen hos de radikale og Socialdemokratiet, at rød og blå blok nu nærmere sig dødt løb.

Læs også Vollsmose bakkede op om Morten Østergaard - nu er flere i tvivl om deres kryds

Rød blok står i dag til at få 50,8 procent af stemmerne, mens blå blok ligger på 49,2 procent.

Ritzaus vægtede gennemsnit holder rød blok dog fortsat på godt 55 procent af stemmerne, men her en Voxmeter-måling fra 18. oktober den seneste, der indgår. Altså før en del af balladen i Radikale Venstre og Frank Jensens afgang som overborgmester.

Fremgang til Konservative og Nye Borgerlige

For den samlede blå blok er det uden sammenligning valgperiodens bedste måling. Det skyldes primært en massiv fremgang til Det Konservative Folkeparti og Nye Borgerlige.

De konservative fik 7 procent ved valget, men har nu 11,3 procent af danskernes tilslutning, hvilket er deres bedste resultat i et årti. Dermed er der nu kun lige knap 6 procentpoint mellem dem og blå bloks største parti, Venstre.

Læs også Debat om sexisme: - Min grænse går, når det ligefrem bliver et klap i numsen

De konservative bliver bidt i hælene af Nye Borgerlige, der nu har 10 procent af vælgernes opbakning. Her er det værd at bemærke, at der er tale om en femdobling af deres valgresultat.

Til gengæld fortsætter nedturen for Dansk Folkeparti, der kun står til at få 5,2 procent af stemmerne. Ved folketingsvalget fik de 8,7 procent.