Corona sneg sig ind på plejecenter - Jeg tænkte: "Nej, nej, nej"

Ni medarbejdere og fem beboere blev smittet, da coronavirussen krøb ind på Bofællesskabet Skelvej. Leder Lene Jørgensen kigger tilbage på et usammenligneligt efterår.

Det startede en onsdag i oktober. En af medarbejderne på Bofællesskabet Skelvej i Assens tog hjem med ondt i halsen. To dage senere fik leder Lene Jørgensen dét opkaldt, hun både havde ventet og frygtet.

Coronaen var kommen inden for på demensplejecenteret.

- Jeg tænkte: "Nej, nej, nej", fortæller Lene Jørgensen.

Derefter tog det fart. Coronavirussen var blevet spredt, og inden ugen var omme var i alt ni medarbejdere og fem beboere testet positive. Samtidig havde noget af personalet også nået at smitte medlemmer af deres familie.

Forberedt til fingerspidserne

Lene Jørgensen var forberedt. Næsten som ved en brandøvelse vidste hun præcis, hvad hun skulle gøre.

- Jeg havde nærlæst alle anbefalinger og retningslinjer og lavet beredskabsplaner for, hvad vi skulle gøre, hvis uheldet var ude, fortæller Lene Jørgensen.

Leder Lene Jørgensen vidste nøjagtigt, hvad hun skulle gøre, da coronasmitten kom tæt på. Hendes råd til andre er at være forberedt, inden smitten allerede er i udbrud.
Leder Lene Jørgensen vidste nøjagtigt, hvad hun skulle gøre, da coronasmitten kom tæt på. Hendes råd til andre er at være forberedt, inden smitten allerede er i udbrud.
Foto: Ole Holbech

Dagen efter, det første smittetilfælde var bekræftet, kørte en testbil ind på parkeringspladsen på Skelvej. Her blev samtlige beboere og medarbejdere testet. Først blev blev yderligere to medarbejdere og én beboer testet positive.

I løbet af ugen gik fem medarbejdere hjem med symptomer. De var også smittet.

Ugen efter holdt den gule podebil igen på parkeringspladsen. Denne gang blev fire beboere og en enkelt blandt personalet testet positive.

- Det er jo en hård melding at få, da det sætter mange tanker og følelser i gang. Både i forhold til beboerne, som er særligt sårbare, og i forhold til medarbejdernes familier. Så vi har brugt meget tid på at støtte hinanden og italesætte, at det her ikke er nogens skyld, fortæller Lene Jørgensen.

Fik bremset smittet

Lene Jørgensen var overrasket over, hvor hurtigt smitten nåede at brede sig på Skelvej. Et plejecenter, hvor medarbejderne i forvejen sprittede af og brugte værnemidler.

Lene Jørgensen fortæller om reaktionen, da Bofælleskabet blev ramt af corona
Fotograf: Fotograf: Ole Holbech Redigering: Ole Holbech

- De medarbejdere, der blev smittet først, havde ikke været på arbejde samtidig, men har passet de samme beboere. Det var primært beboere i én boenhed, men smitten havde alligevel nået at sprede sig til en beboer i en anden enhed, som ikke havde været i kontakt med hverken det smittede personale eller de smittede beboere. Så det bliver nødt til at have været via kontaktflader, at smitten har spredt sig fra en boenhed til en anden, fortæller hun.

Det tog 14 dage, før smitteudbruddet på Skelvej var under kontrol.

- Noget af det, der har været med til at bremse smitten så hurtigt, er, at vi har været på forkant, inden smitten kom ind. Jeg har delt videoer og information med mine medarbejdere løbende, så det har gjort, at vi har været bedre rustet til at håndtere situationen, siger Lene Jørgensen.

Der bor i alt 21 demente beboere i Bofællesskabet Skelvej. Én af beboerne, der blev smittet, døde efterfølgende. Ifølge Lene Jøgensen var beboeren i forvejen svækket.

 

Oversigt

    Oversigt