Nødlanding ved Assens: Motor brød brat sammen på propelfly
Artiklen er mere end 30 dage gammel
kopieret!
Et mindre propelfly med plads til fire personer måtte i sommeren 2022 nødlande på en mark i nærheden af Assens, efter flyet pludseligt havde fået motorstop. Der kom ingen til skade i forbindelse med nødlandingen, ligesom flyet ikke gik yderligere i stykker - nu er Havarikommissionen kommet med den endelige konklusion over hvad der gik galt.
Og den lyder, at en stang i motoren på Cessna 172-flyet gik i stykker under flyvningen, og satte gang i en kædereaktion af ødelæggelse i motoren, som blandt andet gjorde, at der blev slået et hul i toppen af motorblokken og olietilførslen blev blokeret. Herefter stoppede motoren brat.
Flyet, som tilhører en svæveflyveklub i Kolding, var den 11. august 2022 lettet fra Vamdrup Flyveplads, og var på vej til Bjørnø da uheldet skete. Det var perfekt flyvevejr, og derfor har havaristyrelsen konstateret, at vejret ikke har haft indflydelse på uheldet. Piloten havde da også fuld kontrol med flyet under nødlandingen.
Derimod peger havaristyrelsen på, at en sandsynlig årsag til det pludselige motorstop kan være, at flyet ikke har fået det hovedeftersyn af motoren, som fabrikanten anbefaler. Det er dog ikke et lovkrav at få udført, når flyet ikke bruges erhvervsmæssigt, står der i redegørelsen.
"Det er Havarikommissionens generelle opfattelse, at flyvning udover motorfabrikantens anbefalede tid for hovedeftersyn latent øger risikoen for motorfejl med indflydelse på flyvesikkerheden", står der i redegørelsen.
Der var en pilot og tre passagerer ombord på flyet, som første gang blev indregistreret i 1968. Alle ombord var medlem af faldskærmsklubben, der ejer flyet, og piloten havde et gyldigt certifikat, skiver havarikommissionen.