11 ting du aldrig må gøre i tørken
Artiklen er mere end 30 dage gammel
kopieret!
Der er mange ting, du skal holde øje med i tørken. Du kan både drikke for lidt og for meget - og det forkerte. Der er steder, du skal undgå at parkere, og så skal du for alt i verden undgå at sætte ild til det hele.
Det er knastørt derude, og det har det været længe.
Lidt spredte byger i det fynske har ikke ændret på, at tørkeindekset i samtlige fynske kommuner for første gang i fem år er på sit højeste: 10.
Når det er tørt og varmt, skal du være ekstra varsom, når du færdes derhjemme og i naturen.
Herunder er samlet 11 ting, du aldrig må gøre i tørken.
11 ting du aldrig må gøre i tørken
Pas på ukrudtsbrænderen
Brug ikke ukrudtsbrænder, når det er tørt.
Hvert år opstår hundredvis af brande på grund af ukrudtsbrændere, og både beredskab og politi har i løbet af maj og juni adskillige gange advaret fynboerne om brugen af ukrudtsbrænder.
Åben ild i blæsevejr
Tænd aldrig et bål, hvis det er tørt, eller det blæser meget.
Du bør heller aldrig tænde bål tæt på buske og træer, eller hvor ilden kan brede sig.
Hvis du alligevel laver bål, skal du sørge for at slukke gløderne helt, inden du forlader bålet.
Smid aldrig cigaretskod i naturen
Der er set utallige eksempler på, at cigaratskod kan starte naturbrande, så smid aldrig cigaratskod i naturen.
Drop vanding af græsplænen
Der er ingen grund til at vande græsset. Selv om det er vissent, bliver det grønt igen, når der engang kommer regn.
Der er ganske vist masser af vand i undergrunden, men der er grænser for, hvor meget vandværkerne kan og må pumpe op.
Her må du aldrig parkere
Det kan udløse en naturbrand, hvis du parkerer en varm bil i højt, tørt græs.
Katalysatoren på biler, der kan blive flere hundrede grader varm, kan antænde vegetationen.
Lade være med at vande om dagen og aftenen
Vander du efter solnedgang, risikerer du, at bladene ender med at stå våde hen over natten, og det øger risikoen for svampeinfektioner.
Du skal bestemt heller ikke vande midt på dagen, hvor vandet når at fordampe i solen. Vand i stedet om morgenen.
Smid aldrig kul i skraldespanden
Hvis du griller med kul, skal du sikre dig, at rester af aske og kul er helt kolde, før du smider dem ud.
Grillkul kan antænde din skraldespand, der sikkert også er godt tør i tørken.
Grav aldrig en engangsgrill ned
Bruger du engangsgrill, skal du hælde vand over grillen og tjekke, at den og området er afkølet.
Du må aldrig grave den ned i sandet. Andre ved ikke, hvor den er, og man kan få slemme forbrændinger.
Drik ikke kun postevand
Det er vigtigt at drikke masser af væske i tørken for at undgå dehydrering.
Det er forskelligt, hvor meget du skal drikke. Det afhænger af vægt og alder, og om du dyrker motion, men to liter vand er en god tommelfingerregel.
Med mindre du dyrker meget motion, må du aldrig drikke fire-fem liter vand, for du risikerer at få vandforgiftning.
Især ældre og dehydrerede personer skal sørge for at drikke andet end vand, eksempelvis saftevand, juice eller danskvand, så de ikke skyller vigtige salte ud af kroppen.
Undgå alkohol.
Vand ikke jorden for at undgå tørkeskader på huset
Tørke kan betyde, at nogle huse bygget på lerholdig grund revner.
Vandet bliver trukket ud af leret, særligt hvis du har store træer eller buske tæt på huset, og de suger meget vand op fra jorden.
Du bør dog ikke vande jorden, da det alligevel ikke vil være nok til at undgå tørkeskaderne og kan give andre, endnu værre skader på huset.
Efterlad aldrig din hund i varm bil
I en parkeret bil stiger temperaturen med 10-15 grader på et kvarter, også selv om vinduerne står åbne, og det kan ende fatalt for din hund.
Hunden kan ikke komme af med varmen på samme måde som mennesker, og det kan ende med at tage livet af den.
Kilde: Beredskabsstyrelsen, brandfare.dk, Sikringsguiden, Dyrenes Beskyttelse
Fotografer: Sune Jørgensen, Emil Helms/Ritzau Scanpix, Bo Amstrup/Ritzau Scanpix,Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix, Niels Ahlmann Olesen/Ritzau Scanpix, Simon Skipper/Ritzau Scanpix
På grund af tørken bliver sankthansaften i år uden bål.