Bad venner om at bede: Valles kone er endelig ude af koma

Valle Hansens kone er blandt de hårdere ramte af covid-19. Hun er fortsat indlagt på Odense Universitetshospital, men hun er nu uden for livsfare.

- Det rammer som et lyn fra en klar himmel. 

Sådan fortæller Valle Hansen om sin kone Lisbeth Drasbeks sygdomsforløb med covid-19.

quote Da det var allerværst, bad jeg alle mine venner og bekendte om at tage hende med i deres aftensbøn

Valle Hansen, Langeland

Søndag den 15. marts vil stå som begyndelsen på en mørk tid for Valle Hansen og ikke mindst hans kone. Her blev den 66-årige kvinde, som en af de første på Fyn, indlagt med covid-19, efter hun i en uge havde haft symptomer.

-  Der bliver hun så syg og får så høj feber, at hun besvimer ude på badeværelset, fortæller Valle Hansen.

På sygehuset bliver Lisbeth Drasbek testet positiv for coronavirus. Hun var så hårdt ramt af virussen, at hun blev lagt i respirator og i kunstigt koma, og efter få dage opdagede lægerne, at hendes nyrer begyndte at svigte.

-  Lægerne turde ikke rigtig sige noget om prognoser. De sagde, at hun var i livsfare. Mere kunne de ikke sige, lyder det fra Valle Hansen.

Smittet ved fødselsdag

En uge inden Lisbeths indlæggelse, søndag den 8. marts, er parret sammen med deres søn til fødselsdagfest ved nogle venner. 

- Det er her hun bliver syg, og det meste af selskabet har også været syge sidenhen, forklarer Valle Hansen og fortsætter:

- Lisbeth bliver syg derovre, og vores søn og jeg bliver syge et par dage efter. 

De alle tre er smittet og har feber, og efter nogle dages sygdom bliver Valle Hansen og parrets søn raske. Det gælder altså ikke den Lisbeth Drasbek.

Lumsk sygdom

Overlæge på Infektionsmedicinsk Afdeling Anne Øvregaard fortæller, at der er mange ubekendte faktorer i forbindelse med coronavirus. 

- Vi ved ikke ret meget om, hvorfor nogen får én reaktion, og nogen får en anden. Det er der mange, der forsker meget i nu og prøver at finde ud af, hvorfor den her sygdom er forskellig hos forskellige mennesker, siger overlægen til TV 2/Fyn.

Anne Øvregaard forklarer, at der som regel kan være to sygdomsforløb. Nogle patienter har et mildt sygdomsforløb, hvor virussen sætter sig i halsen. 

- Andre får en infektion i selve lungerne, og det er nogle af dem, som får problemer med at trække vejret og bliver indlagt på sygehuset.

I de helt slemme tilfælde, hvor patienten bliver meget syg, er det ofte på grund af en overreaktion fra immunsystemet.

- Vi får en voldsom aktivering af vores immunsystem, som om man kan forestille sig, at det vågner op og siger: Hvad sker der her? Den her overreaktion, på det man har i lungerne, det kan så gøre, at man får det, der hedder hvide lunger eller akut lungesvigt, og det er der respiratoren kommer ind.

Lisbeth med i aftensbønnen

Valle Hansen kunne ikke få lov at se sin kone, da det stod værst til under indlæggelsen.

- Det var næsten det mest forfærdelige at gå herhjemme.

Mens Lisbeth Drasbek lå i koma i en uge, fandt Valle Hansen støtte og trøst i parrets vennegruppe. 

- Da det var allerværst, bad jeg alle mine venner og bekendte om at tage hende med i deres aftensbøn, fortæller Valle Hansen.

Om bønnerne hjalp vides ikke, men efter nogle dage begyndte Lisbeth Drasbeks helbred at vende. Lægerne holdt hele tiden Valle Hansen orienteret, og de kunne nu fortælle, at konens helbred var i bedring. Efterfølgende vågnede Lisbeth Drasbek af sin koma. 

Glæder sig til gensynet

I dag søndag er det fem uger siden, Valle Hansen sidst så sin kone. Det har dog været muligt med videoopkald, men i levende live har parret ikke været sammen siden Lisbeth Drasbeks indlæggelse. 

Selvom coronavirussen nu har løsnet sit tag i Lisbeth Drasbek, vil hun stadig være mærket. Hun bevæger sig nu ind i sin sjette uge som indlagt, og efter så lang tids indlæggelse på intensiv vil det tage måneder før Lisbeth Drasbek er helt genoptrænet. Genoptræningen vil dog ikke holde Lisbeth på sygehuset, og det glæder Valle Hansen:

- Nu har jeg fået den glædelige besked, at hvis alt går vel, så kommer hun hjem i næste uge.

Oversigt

    Oversigt