Friske tal om uheld på elløbehjul: Hver tredje skader hovedet, ansigtet eller tænderne

Tal fra Ulykkes Analyse Gruppen på OUH viser, at antallet af uheld på elløbehjul blev fordoblet fra 2020 til 2021.

“Jeg væltede på vej over en kantsten”. “Der var et hul i vejen, og så væltede jeg”.

Sådan nogenlunde lyder en del af de forklaringer, som Ulykkes Analyse Gruppen (UAG) på OUH har registreret i forbindelse med uheld på løbehjul.

UAG begyndte 1. juli 2019 at registrere uheld på løbehjul. Formålet er at skabe et kvalificeret grundlag for ulykkesforebyggelse ved netop at registrere, analysere og formidle oplysning om ulykker.

Med de snart tre års registrering i hånden kan UAG konstatere, at der er sket en voldsom stigning i antallet af uheld med elløbehjul.

- Der sker forholdsmæssigt flere uheld på løbehjul end på cykler, siger overlæge Niels Dieter Röck fra Ulykkes Analyse Gruppen og tilføjer:

- Vi lavede et skøn for et par år siden. Risikoen for uheld er cirka otte gange højere på elløbehjul end på cykel.

Fordobling på bare et år

Fra årsskiftet har det været lovpligtigt at bruge hjelm, når man kører på elløbehjul, men allerede nu er der flere ting, der tyder på, at elløbehjulsbrugerne ser stort på kravet.

Når man sammenligner tal fra de seneste seks måneder af 2019, 2020, og 2021 viser det sig, at der alene fra 2020 til 2021 er sket mere end en fordobling af uheld på elløbehjul.

I 2019 blev der registreret 46 uheld, der førte til, at den forulykkede var i kontakt med OUH. I 2020 var tallet 47, men i 2021 var antallet af uheld steget til 113.

Kigger man dybere i tallene fremgår det, at 45 procent af uheldene sker i dagtimerne, 25 procent i aftentimerne og 28 procent i nattetimerne.

Samtidig kan man se, at uheldene i nattetimerne er koncentreret om weekenden.

- Men vi ved ikke, om der er alkohol indblandet. Vi måler det ikke, siger Niels Dieter Röck.

Til gengæld kan man i opgørelserne se, hvilke skader de uheldsramte har fået. 14 procent fik skader på benene, halvdelen på hænder og/eller arm, mens 35 procent blev skadet i hovedet, i ansigtet eller på tænderne.

Hver fjerde havde ikke hjelm på

Forleden lavede Fyns Politi en indsats over for bløde trafikanter i Odense, Kerteminde og Svendborg. Her blev 14 elløbehjulsbrugere tildelt en bøde på 1.000 kroner for ikke at bære hjelm under kørslen.

Samtidig har UAG indtil dato i år registreret 16 uheld på løbehjul - i fire af uheldene brugte den forulykkede ikke hjelm.

Tier udlejer med hjelme

Tid til nye krav

Til sommer udløber kontrakterne i Odense med udbyderne Tier, Voi, Bolt og Lime, og der kan derfor fastlægges nye vilkår for at få lov til at udleje elløbehjul i Odense.

Og der vil bliver stillet nye krav til udlejerne, siger by- og kulturrådmand Søren Windell (K) til TV 2 Fyn.

- Jeg mener, at de skal stille hjelme til rådighed, og de skal sørge for, der er nogle løsninger, der er sikre, siger han.

Selv om et elløbehjul højst må kunne køre 20 kilometer i timen, så er hastighed kombineret med løbehjulets størrelse og opbygning en væsentlig årsag til uheld.

- Det går hurtigere, og de accelererer hurtigere. De har et smalt styr, der gør det svære at styre de små bitte hjul, der ikke opsuger ujævnheder i vejen, peger Niels Dieter Röck på som nogle af årsagerne til, at det går galt på elløbehjul.

Tier er den eneste udbyder, som har hjelme i bokse påmonteret løbehjulene.
Tier er den eneste udbyder, som har hjelme i bokse påmonteret løbehjulene.
Foto: Emilie Foxil

Oversigt

    Oversigt