Meteorologer spejder forgæves efter stabil sommervarme
Artiklen er mere end 30 dage gammel
kopieret!
De kommende uger byder på omskifteligt sommervejr med en vekslen mellem sol, skyer og byger.
Det skriver Danmarks Meteorologiske Institut (DMI) i en ny månedsprognose.
- Der er fortsat ikke tegn på et stabilt højtryk, der kan sikre længerevarende tørt og solrigt vejr, skriver DMI.
Sommervejret har også hidtil været en omskiftelig affære.
Denne uge har vejret igen budt på en snert af sommervarme. Mandag blev der ifølge DMI målt 25 graders varme, og der var dermed tale om en meteorologisk sommerdag.
Næste uge - uge 34 - byder også på gode chancer for at se solen, fremgår det af månedsprognosen. Temperaturerne kommer i dagtimerne op mod 23 grader. Midt på ugen passerer regn og byger dog landet.
Ugen efter - uge 35 - byder på flere skyede dage, men fortsat lunt, skriver DMI. Derefter står september for døren, og efteråret melder ifølge kalenderen sin ankomst.
- Det betyder, at vi må regne med et par våde frontpassager efterfulgt af opklaring fra vest med enkelte byger og plads til solen, der kan give os nogle pæne sensommerdage, fremgår det af prognosen.