Erling på 63 år: - Vi griner af, at vi er nogle gamle nisser

Jensen Seeds ansatte I Birkum har en gennemsnitsalder på over 53 år, og virksomheden vil meget gerne ansætte ældre medarbejdere.

Erling Hansen har altid holdt sig i god form - både kajak, løb og ro-spinning betyder, at han føler sig fit.

- Ja, jeg har lidt hælspore, men det skyldes nok en kombination af løb, og af at jeg har gået meget på betongulve i mit arbejdsliv, siger den 63-årige arbejdsmand.

Efter 23 år i Banestyrelsens entrepriseafdeling blev han fyret sammen med en række andre kollegaer.

Det kostede tre år på dagpenge. Heldigvis fandt han et job på savværket i Davinde, men han synes, han trængte til luftforandring, og derfor bankede han på døren hos Jensen Seeds i Birkum.

- Det var lidt som at vinde i lotteriet, siger Erling Hansen, der har været 43 år på arbejdsmarkedet.

Erling Hansen på 63 år er glad for det job, han har fået hos Jensens Seeds - hvor han har været ansat i fire år.
Erling Hansen på 63 år er glad for det job, han har fået hos Jensens Seeds - hvor han har været ansat i fire år.
Foto: Ken Petersen

- Her er et godt arbejdsmiljø

Han har nu været ansat i fire år i Birkum, og han har ikke planer om at trække sig tilbage lige foreløbigt. Men han kunne godt forestille sig at gå en dag eller to ned om ugen i arbejdstid, så han får lidt mere fritid.

- Jeg føler mig godt tilpas her. Vi er mange ældre, og jeg synes, der er et godt arbejdsmiljø, siger Erling Hansen, mens han skruer endnu en kasse sammen, der skal transportere de frø, virksomheden leverer til hele verden.

80 procent af den spinat, der spises i hele verden, kommer fra danske spinatfrø - og det er en lukrativ forretning for virksomheden i Birkum, der sidste år fik et overskud på 66 millioner kroner før skat.

- Efter lidt omstruktureringer havnede jeg her på lageret, hvor jeg nu bruger min tømrererfaring til at reparere de trækasser, som vi har frø i. Nogen af dem har fået en lidt hård behandling af trucksene, andre skal have tætnet listerne i bunden, siger Erling Hansen.

Aldersdiskrimination foregår

Erling Hansen er ikke den eneste senior-medarbejder i Birkum. De i alt 43 ansatte har en gennemsnitsalder på 53,3 år, og i produktionen er alderen næsten 56 år i gennemsnit.

- Vi snakker ikke meget alder. Men nogen gange griner vi af, at vi er nogle gamle nisser alle sammen, siger Erling Hansen.

quote Mange arbejdsgivere tænker formentligt, at en på 60 år nok ikke er en medarbejder, man har i mange år. Men jeg synes ofte man ser, at ham på 25 år bare finder noget mere spændende om to år alligevel

Jakob Elnegaard, produktionsleder, Jensens Seeds

Virksomheden stiller desuden hjælpemidler til alle løft til rådighed, og så er der trucks, der klarer resten. Og Erling Hansen synes, at man skal blive på arbejdsmarkedet, så længe man har lyst og kan holde til det.

-  Selvfølgelig er et godt arbejdsklima, sikkerhed og gode kollegaer vigtigt, og økonomien spiller også en rolle, men jeg tror ikke, det nytter at lokke med en masse penge. Man skal have lyst til det, siger Erling Hansen

Og hos Jensen Seeds værdsætter man i den grad de ældre medarbejdere.

- Det er ikke et bevidst valg, men når vi har søgt, har vi fået folk fra den aldersgruppe. Og vi har fundet ud af, at det passer med det, vi laver, siger produktionsleder Jakob Elnegaard.

Ifølge Jakob Elnegaard har ældre lettere ved at kapere skiftende arbejdstider, de er loyale, stabile og konstruktive, når de møder modstand.

- Vi har ikke nogen seniorpolitik, men en god dialog og fleksibilitet. Nogen har måske brug for en fridag om ugen, andre er her kun i sæsonen fra august til marts. Det kan være til både vores og deres fordel, og de kan måske bedre holde til det, siger han.

Jakob Elnegaard fortæller, at det kun er til fordel for virksomheden at holde på de ældre medarbejdere, og det kan man blandt andet gøre ved at rykke dem til andre jobfunktioner hen ad vejen.
Fotograf: Ken Petersen

Ifølge Jakob Elnegaard lægger Jensen Seeds selv vægt på et godt arbejdsklima, men han erkender, at der foregår alderddiskrimination på danske arbejdspladser.

- Det tror jeg helt sikkert, der er. Mange arbejdsgivere tænker formentligt, at en på 60 år nok ikke er en medarbejder, man har i mange år. Men jeg synes ofte man ser, at ham på 25-27 år bare finder noget mere spændende om to år alligevel. De er vant til at zappe rundt.  Mange ældre har en helt anden ro i det, de laver og er bedre til at udtrykke sig og bidrage konstruktivt til løsninger, siger Jakob Elnegaard, der er 45 år.

Oversigt

    Oversigt