Kvindelig topleder i en mandeverden: Jeg gør meget ud af høje hæle

Virksomheder med kvinder i ledelsen er nu mere tilbøjelige end nogensinde til at udkonkurrere virksomheder, hvor der kun er mænd.

Mange af hendes nærmeste kolleger i direktionen er mænd i skjorte, ofte på alder med hendes far. Både før og nu har hendes karriere været i en mandsdomineret verden, særligt på ledelsesniveau.  Og selvom Stina Maguire holder af at være tæt på driften og holde sig teknisk orienteret i virksomheden, lægger hun vægt på at ligne en kvinde på arbejdet.

quote  Jeg har prøvet at klæde mig i jakkesæt i min tid hos Mærsk. Men jeg blev sgu ikke en mand af det, jeg blev bare sådan en mærkelig "hen"

Stina Maguire, operationsdirektør

- Jeg har prøvet at klæde mig i jakkesæt i min tid hos Mærsk. Men jeg blev sgu ikke en mand af det, jeg blev bare sådan en mærkelig "hen". Så jeg gør meget ud af at være kvinde og har altid kjole og højhælede sko på til møder, som er kraftigt domineret af mænd.  Det giver et boost til selvtilliden, og de høje hæle gør, at jeg med mine 160 cm kommer i øjenhøjde med mændende, fortæller hun.

En ny rapport fra McKinsey viser, at både kønsdiversitet og etnisk og kulturel mangfoldighed i virksomhedsledelse styrker forretningen og afkastet. 

De virksomheder med mest diversitet i ledelserne udkonkurrerer nu i højere grad end nogensinde før virksomheder uden diversitet, når man kigger på bundlinjen. 

Mærker og føler mere

37-årige Stina Maguire sidder i topledelsen hos ICM i Odense, der er en grossistvirksomhed, som sælger sikkerhedsprodukter og personlige værnemidler til alle brancher. Som COO eller operationsdirektør har hun 70 medarbejdere under sig og lægger vægt på sin egen ledelsesstil. 

- Min lederstil er nok lidt anerledes end mænd på 50 +. Jeg mærker og føler nok lidt mere end dem, og de mener indimellem, at jeg mærker og føler lidt for meget. De siger: Nej hold nu kæft, lad nu være med at overtænke det helt vildt! Og så har de nok også ret, så vi udnytter hinandens kompetencer, siger hun.

Sådan når du til tops som kvinde

Det betyder mulighed for korte dage, når man skal hjem til en teaterforestilling på skolen eller har syge børn. Balancegangen mellem job og familie er vigtig at finde. At være i topledelsen kræver fleskibilitet fra ægtefællen og bedsteforældre.

Det er måske far, som er med til guitarkoncerten eller til skolehjem-samtalen. Men det er i sidste ende et spørgsmål om planlægning og prioritering.

- Er det vigtigst, at jeg bruger den time sammen med mine unger lige nu? Eller er det bedre, at jeg bruger en time mere på arbejdet? Træf et valg og stå ved det uden at få ondt i maven. Drop utilstrækkeligheden, for det er utroligt dræbende, mener hun.

Slået hjem under barsel

Stina Maguire er uddannet ingeniør og mor til tre. Efter tre perioder på barsel har hun selv oplevet udfordringen i at komme tilbage til et job og starte forfra, hvor andre har overtaget dine opgaver. At føle sig slået hjem og komme ind i kampen med nye kolleger.

- Du skal betragte det som at søge nyt job og gøre dig berettiget ved at finde din rolle og din position.  Man har måske fået en ny chef, og der er kommet nye alfahanner- eller hunner. Det er et scenarie, man må tilpasse sig, så du skal potentielt ud og slås.

Stina Maguire har altid arbejdet i mandsdominerede brancher med en fortid i Mærsk, Siemens og i vindindustrien foruden den hårde stålbranche.

- Man møder jo den der med - er du hende fra HR? er du PA'en? Men det er jo meget naturligt, når man er den eneste kvinde i lokalet og den eneste anden kvinde er hende, der kommer med kaffen. 

Kvinder bliver udfordret mere og skal svare på flere spørgsmål. Man skal måske svare på ti spørgsmål, hvor den mandlige ældre kollega slipper med tre spørgsmål og må godt lave fejl, siger Stina Maguire Foto: Pernille Kjær Nielsen
Kvinder bliver udfordret mere og skal svare på flere spørgsmål. Man skal måske svare på ti spørgsmål, hvor den mandlige ældre kollega slipper med tre spørgsmål og må godt lave fejl, siger Stina Maguire Foto: Pernille Kjær Nielsen

Rådgiver i en mandeverden

Hun startede som selvstændig konsulent med fokus på ledelsesrådgivning i produktions- og industribranchen i forhold til kvalitet og certificering.  Også i militærindustrien, der producerer hjul til kampvogne og geværtårne til tanks, har hun rådgivet lederne.

- Det er virkelig nichepræget og sådan en dejlig mandeverden. Det er gamle soldater, der har fået en god ide, og så har de bygget dem.  Jeg er lidt af en drengepige, og jeg kan faktisk godt lide det univers. Jeg har altid syntes, det var nemmere at kommunikere med drenge, fortæller hun.

Efter et års tid som konsulent på sin nuværende arbejdsplads med forskellige opgaver, blev hun af virksomhedens ejerleder tilbudt jobbet som operationsdirektør. En stilling, hun ikke selv havde overvejet.

- Mit CV var ikke på det tidspunkt et match til en direktørstilling. Men der var nogen, som sagde: Du kan - dig vil jeg gerne have. Vi klikkede godt sammen på det personlige plan.

Kvinder skal gå på scenen

Hun opfordrer andre kvinder til at være frække og søge stillingerne, selvom mænd ofte ansætter mænd. Det gælder om at række ud efter stillingen og melde sig på banen. 

- Hvis du ikke melder dig på scenen, hvis du viger, når du bliver sat i en udfordrende situation, hvor du er anerledes, så bliver du heller ikke set. Hvis du er den eneste kvinde i lokalet, kigger de på dig. Så du kan  lige så godt vinke og sige: Jeg er herovre!

Stina Maguire vil kun have en bestyrelsespost, hvis hun er den bedste til posten. Ikke fordi hun er kvinde. Det er tre år siden, hun satte sig i stolen som administrerende direktør. Hun mener, det er vigtigt at kvinder ikke er bange for at være uden for normen.

-Hvis du er inviteret til festen, har du også lov til at være der. Man bliver udfordret mere og skal svare på flere spørgsmål. Man skal måske svare på ti spørgsmål, hvor den mandlige, ældre kollega slipper med tre spørgsmål og må godt lave fejl. Gå på scenen og og sig: Ja, her er jeg. Skyd løs - hvad vil I? Tag tyren ved hornene og accepter, at du er anerledes og måske udenfor normen.  

Er der ikke koldt på toppen?

- Ikke her på mit kontor. Her kommer folk og læsser af. Det handler om at skabe tillid og loyalitet. Når folk kommer og fortæller noget i fortrolighed, bliver det håndteret fortroligt, siger hun. 

 

 

Oversigt

    Oversigt