Flygtninge fra krig
Osman Ali Osman er en del af en søskendeflok på fem. Forældrene er fra Somalia, men flygtede til Kenya grundet borgerkrig i hjemlandet. Osman Ali Osmans far var sanger, og angiveligt var terrorgruppen Al-shabab efter ham.
I 1998 flyttede hans far til Danmark, og to år efter ankom moren og børnene, efter de havde fået tilladelse til familiesammenføring. I år 2000 startede Osman Ali Osman i dansk børnehave, og senere kom han på H.C. Andersen Skolen i Odense.
Allerede i skoletiden var der ballade med den unge flygtning, som på et tidspunkt blev smidt ud af skolen, efter han havde hældt en flaske med tis ud over nogle af pigerne i skolen.
Som teenager blev han anbragt, men gennemførte folkeskolen. Siden har han ikke haft arbejde eller gået på videregående uddannelse.
Til gengæld har han ført en kriminel karriere som bandemedlem i Black Army og Korsløkkegruppen, samt som leder for banden 9hunna.
Retsdokumenter afslører dog en drøm om at uddanne sig til tømrer og blive gift med sin kæreste.
Slanger sig uden om udvisninger
Første gang Osman Ali Osman blev idømt en betinget udvisning var i 2013, hvor han blev dømt for blandt andet røveri.
En ringe tilknytning til Somalia, manglen på sprogkundskaber og netværk i hjemlandet, samt en generelt ustabil situation i det afrikanske land, har fire gange siden da reddet Osman Ali Osman fra ubetingede udvisninger. Senest i 2024 i byretssagen om tilfangetagelsen og mishandlingen af manden i Vollsmose-lejligheden.
Men den tidligere 9hunna-bandeleder har muligvis følt at nettet strammede sig om ham, efter den seneste betingede udvisning.
Anklagemyndigheden ankede sagen med krav om en ubetinget udvisning, og allerede tre måneder senere blev en ankesag sat op i Østre Landsret.
Her var den magtfulde bandeleder var blevet syg, og kunne angiveligt ikke transporteres frem til retssalen på Orientkaj i København. Retssagen blev aflyst, og dagen efter retssagen skulle være slut var Osman Ali Osman blevet rask og blev løsladt.
Siden har han været på fri fod, og det er først på mandag - den 9. marts - at Landsretten igen har kunne finde en ledig retssal til at beslutte, om den nu 31-årige somalier skal udvises ubetinget.
Hvis altså han møder op.
Fik forlænget opholdstilladelse
Osman Ali Osman forklarede i sin seneste retssag, at han ofte bliver forfulgt af både rivaler og myndigheder. Han er slet ikke bandeleder og 9hunna er en musikgruppe og ikke en kriminel gruppering, påstod han.
Ser man i den 31-åriges dokumenter, er det dog svært at få øje på forfølgelsen af myndighederne.
Han fik forlænget sin opholdstilladelse den 7. november 2023, så den først udløber i 2027. Da han fik forlængelsen havde han allerede talrige domme og fire betingede udvisninger og advarsler om udvisninger under bæltet.