Advokatundersøgelse på vej: Sagen om Kansas City skal kigges efter i sømmene
Artiklen er mere end 30 dage gammel
kopieret!
Socialdemokratiet benyttede standsningsretten i forhold til, hvad fremtiden for spillestedet Kansas City skal byde på, da der i dag var møde i Odense Kommunes By- og Kulturudvalg.
Men noget kom der dog ud af dagens møde. Rådmand Søren Windell (C) fortæller nemlig, at det blev besluttet, at der skal laves en advokatundersøgelse af forløbet, hvor Odense Øvelokaleforening har fået 4,5 millioner for meget i støtte til folkeoplysning. Penge der i sidste ende er blevet en del af Kansas Citys økonomi.
- Der har været mange forklaringer i forhold til hvordan den fejlagtige indberetning er sket. Jeg håber undersøgelsen kan afdække fuldstændig hvordan det i virkeligheden skete. Man kan også bruge den til at forhindre, at andre foreninger ender i noget lignende i fremtiden, siger han til TV 2 Fyn.
Også Claus Skjoldborg Larsen (S) ønskede en advokatundersøgelse af forløbet, fortæller han til TV 2 Fyn.
- Der skal selvfølgelig ikke foregå noget ulovligt, siger han og understreger, at han håber på, at spillestedet Kansas City bevares.
Venstre og Konservative ønskede ved dagens møde at nedlægge Kansas City og finde et andet sted til unge musikere, mens Socialdemokratiet ønsker at bevare stedet med en ny ledelse. Den beslutning kommer dog til at vente til et byrådsmøde efter sommerferien, med mindre borgmesteren indkalder til et ekstraordinært byrådsmøde.