Er det her olde skal bo? Conny og Ebbe har fundet deres sidste bolig
Artiklen er mere end 30 dage gammel
kopieret!
Seniorbebyggelsen Snestrup Have sikrer Conny og Ebbe Krogaard en tryg alderdom. Fællesskaber er vigtige også i den fase af livet. Beboerne er gode til at hjælpe hinanden, men de er ikke en erstatning for kommunal hjælp.
Husene er lavet i gedigne kvalitetsmaterialer og bygget i lyse tegl, de små stier mellem bygningerne i to plan er anlagt med fliser, og der er grønne områder, store bede og træer rundt om hvert hjørne. Fælleshuset i områdets sydlige ende er beklædt med træ, og fra orangeriet er der udsigt til en lille sø omkranset af et grønt område.
Seniorbofællesskabet Snestrup Have i den nordvestlige del af Odense har en vis aura af luksus omkring sig. I fælleshuset er ansat en kok, der to gange om ugen laver mad til de beboere, der måtte have lyst til at deltage i fællesspisningen, og via en app forbeholdt beboerne, kan de følge med i arrangementer som gåture, læseklub, foredrag, gymnastik eller andet.
For Ebbe og Conny Krogaard er Snestrup Have det rigtige sted at bo i deres seniorliv. Alt tiltaler dem ved stedet, hvor de har boet i et år, og selv om han skulle have forsvoret det, finder 66-årige Ebbe sig selv på gåtur hver onsdag med andre friske seniorer. Og kan til sin egen forbavselse lide det.
Bekæmp ensomhed
Det var da også uden tårer, at de to på blot 36 dage solgte og forlod parcelhuset i Søndersø, som de selv har bygget og boet i siden 1987. Klar til den nye tilværelse i lejlighed. Også møblerne solgte de for at købe nye, der passede til den mindre lejlighed i Snestrup.
- Jeg må bare sige, at vi har nogle fantastiske mennesker her, siger Ebbe Krogaard, der forestiller sig, at den slags fællesskaber, som han og Conny oplever i Snestrup Have kan være med til at udskyde det tidspunkt, hvor man får brug for kommunal hjælp, for folk er meget hjælpsomme her.
De populære fællesskaber
En ny kortlægning, som Realdania har fået foretaget af analysevirksomheden Methods, viser at der i 2022 åbnede 24 nye seniorbofællesskaber med knap 1.000 nye boliger, og at udviklingen fortsætter med 27 planlagte nye seniorbofællesskaber i 2023 med i alt 1.376 nye boliger.
Mens antallet af seniorbofællesskaber i 2016 var 219, er tallet steget til mindst 385 i 2023
Undersøgelser foretaget af foreningen viser, at det at bo sammen med andre kan være med til at afhjælpe ensomhed. Hele 93 % af beboerne i seniorbofællesskaber fortæller, at de oplever øget livskvalitet, og 76 % oplever bedre sociale relationer.
Kilde: Realdania
Selv har han allerede hjulpet en nabo med kørsel til en operation i Sønderjylland, og de har også handlet ind for underboerne, da de blev ramt af corona. Den slags gør han gerne.
- Jeg vil i hvert fald sige, at hvis man føler sig ensom, så kan et sted som Snestrup Have godt være en god mulighed. Man behøver ikke at være ensom her, bemærker Ebbe Krogaard.
Conny Krogaard bliver helt rørt ved tanken om det fællesskab med naboerne, parret har fundet i Snestrup Have.
- Det er bare blev en naturlig del af hverdagen at være sammen. Men vi kan selv vælge til og fra. Det er uforpligtende, smiler hun.
De er enige om, at seniorbofællesskabet også fungerer som en igangsætter for dem selv. De går begge mange ture med de andre beboere, Conny går til gymnastik i fælleshuset, og det virker let for dem at holde sig i gang.
- Det her sted inspirerer til at være fysisk aktiv. Jeg tror, at hvis vi var blevet boende i parcelhuset i Søndersø skulle jeg skubbe mig selv lidt mere i bagen for at komme ud. Nu kan vi jo næsten ikke lade være, konkluderer Conny Krogsgaard.
Fremtidens ældrebolig
Seniorbofællesskaber er en af de nye boformer, der bliver nævnt, når snakken falder på fremtidens ældrebolig. Andelen af ældre over 80 stiger voldsomt i disse år, men antallet af plejeboliger er ikke fulgt med udviklingen.
Skriv til os
Skriv til os
Onsdag den 21. juni er TV 2 Fyn sammen med Fyens Stiftstidende værter for en debat mellem Lilly Jørgensen, ældreaktivist fra Fjelsted, og Bjarne Hastrup, direktør i Ældre Sagen, sammen med Søren Sten Andersen (V) og Johannes Lundsfryd (S), borgmestre i henholdsvis Assens og Middelfart kommune, i selskab med Hanne Klit (S), formand for seniorudvalget i Svendborg. De vil debattere fremtidens plejebolig.
Har du spørgsmål til dem, så skriv til os på mailen herunder - så tager vi dem med til debat:
Hvorskaloldebo@tv2fyn.dk
På landsplan skal bygges næsten 22.000 nye plejeboliger frem mod 2030, hvis der for de over 80-årige skal være plads til den samme andel som i dag, men ikke mange kommuner har byggeplaner, der matcher det behov.
Og spørgsmålet er, om behovet for plejeboliger bliver det samme i fremtiden, som det er i dag. Haderslev Kommune har med held eksperimenteret med at skabe "plejehjem i eget hjem," hvor plejen er lige så intensiv og kvalificeret som på et plejehjem ved hjælp af forskellige teknologiske løsninger.
68-årige Jan Wurtz flyttede i januar ind i seniorbofælleskabet Bodilhaven i den vestlige del af Odense, og her stortrives han. Et par af hans bofæller får hjemmehjælp, og i huset er naboer også et par gange trådt til, hvis nogle skulle køres til undersøgelser eller have brug for hjælp til indkøb.
- Jeg tror ikke vi aflaster hjemmeplejen ved at bo i seniorbofællesskab, men det er heller ikke meningen, at vi skal pleje hinanden her. Det har vi talt om, og der er helt klart en grænse for hjælpen. Jeg tror nærmere, at vi er en aflastning for de pårørende, der også kan være trygge ved, at deres ældre familiemedlemmer har nogle omkring sig, siger han.
To verdener
Både Bodilhaven og Snestrup Have er privatejede lejeboliger, mens seniorbofællesskabet i Gartnerbyen i Odense er en særlig konstruktion, hvor dels et antal almene lejligheder og dels et antal lejligheder ejet af pensionsselskabet PFA, deler fællesarealer og - lokaler.
- Det er to forskellige verdener, der mødes, og det har været svært at enes om tingene. Nogle havde nok håbet på mere fællesskab, men det har været svært at få lavet en samlende forening, siger Lisa Blom, der alligevel er glad for det mindre fællesskab, hun oplever i sin egen opgang.
Men hendes bolig i seniorbofællesskabet er ikke egnet til, at hun kan blive der, hvis hun bliver plejekrævende, mener hun.
- Nej. Jeg har selv været social- og sundhedsassistent, og det her er ikke en decideret handicapvenlig bolig. Så må jeg et andet sted hen, siger hun.
Sidste bolig
Ebbe og Conny Krogaard forestiller sig til gengæld, at Snestrup Have er deres sidste bolig sammen med sommerhuset i Hasmark.
Snestrup Have: Det koster lejlighederne
Snestrup Have består af i alt 148 lejligheder, hvor sidste fase med 40 lejligheder er indflytningsklar i maj 2023.
Man skal være mellem 55 og 70 år og ikke have hjemmeboende børn for at bo i Snestrup Have.
Byggeriet består af fire typer lejligheder:
2-værelses på 73 – 75 kvm. – huslejepriserne ligger fra 8.595 kr. – 9.595 kr.
3-værelses på 88 – 97 kvm. – huslejepriserne ligger på 10.195 kr. 11.095 kr.
3-værelses på 88 – 105 kvm. – huslejepriserne ligger fra 10.195 kr. – 11.895 kr.
3-værelses på 107 – 115 kvm. – huslejepriserne ligger fra 11.495 kr. – 12.395 kr.
Hertil kommer muligheden for at tilmelde sig en app, der koster ml. ca 200 og 350 kroner om måneden (alt efter om du er enlig eller et par), der sikrer god kommunikation med resten af bebyggelsen og mulighed for at spise fællesmiddage til medlems-pris.
Snestrup Have ApS er ejet af brødrene Jesper og Henrik Nygaard. Sidstnævnte er tidligere ejer af Kokken og Jomfruen.
- Vi bor på 1. sal i Snestrup Have, men har fortrinsret til en ledig stuelejlighed, hvis vi en dag ikke kan gå på trapper, og vi har også regnet på, at vi har råd til at sidde i lejligheden alene, hvis det en dag skulle blive tilfældet, siger Ebbe Krogaard.
De oplever en venlig opmærksomhed fra deres naboer, der holder øje med om alt er ok. Og da et billede en dag ved juletid faldt ned af væggen i lejligheden hos Conny og Ebbe, stod underboen der straks og var lettet over, at Conny ikke var kommet noget til.
- Du er bare aldrig alene her, og vi føler os meget trygge her, understreger parret.
Vi har tidligere i serien Hvor skal Olde bo?, besøgt 94-årige Else Dinesen i Assens, der ikke kan få adgang til en plejebolig. Vi har fortalt om 90-årige Richard Hansen fra Middelfart, der er faldet bevidstløs om derhjemme to gange, men stadig ikke kan blive erklæret egnet til en plejebolig i Middelfart. Visitationen til en plads på plejehjemmet er i dag strammet så meget, at beboerne på plejehjemmene er mere syge end tidligere. Vi har også besøgt et plejehjem på Tåsinge, der i dag minder mere om et minisygehus end det gammelkendte alderdomshjem, hvor der også var plads til et socialt liv. Derfor ønsker mange ældre heller ikke en plads på et plejehjem.
246 år gammel sjælden perle i Morten Korchs fødeby truet af nedrivning
kopieret!
En idyllisk firlænget gård fra 1778 ved et karakteristisk gadekær i Morten Korchs fødeby er truet på sin eksistens.
Landsbyens midtpunkt kan snart være fortid.
Det frygter i hvert fald Flemming Knage, der har boet over 40 år i landsbyen Over Holluf i det sydøstlige Odense.
- Man skal gøre sig umage med at bevare gården. Det er en af de sidste gamle bygninger i Over Holluf, siger Flemming Knage.
- Gadekæret er specielt, i kraft af at Morten Korch er født her i byen, hvor man går tur. Jeg frygter, det bliver et sterilt nybyggeri. Det er for nemt bare at lave det om til lejeboliger, fortæller han.
Gårdens ejere ønsker ikke at stille op til interview, men oplyser til TV 2 Fyn, at planen i korte træk er, at gården skal rives delvist ned.
Gammel gård i dårlig stand
Gården stod indtil for nylig tom i to år, inden den blev opkøbt af et selskab.
Selskabet købte gården med henblik på at bevare den, men det er den ikke i stand til, oplyser ejerkredsen til TV 2 Fyn.
En masse af ejendommens gamle detaljer, heriblandt pyntede lofter og fritlagte bjælker, findes stadigvæk på gården. Huset blev tidligere i år solgt for 1.075.000 kroner.
Claus fik afslag på nedrivning: Nu er den bevaringsværdige gård revet ned
For snart to år siden ansøgte Claus Lykkevold om tilladelse til at rive sin bevaringsværdige gård i Bellinge ned. Kommunen afslog ansøgningen, og Claus Lykkevold måtte derfor sælge gården på tvangsauktion. Nu er gården alligevel revet ned med kommunens velsignelse.
Mandag blev bygningsaffald og de sidste murbrokker fjernet fra Brændekildevej 27 i Bellinge.
Ejendommen, der blev bygget i 1814, er nu væk, selvom Odense Kommune for to år siden kategoriserede gården som bevaringsværdig og gav afslag på nedrivning til den daværende ejer.
- Helt ærligt, så har jeg fået det mærkeligt af det her. Jeg føler faktisk, at jeg har mistet lidt af livsgnisten. Jeg skylder 500-600.000 kroner væk og kunne godt tænke mig at være gældfri, siger Claus Lykkevold.
Ville opføre rækkehuse
Da han søgte om nedrivning af gården i efteråret 2018, var det, fordi han gennem fire år havde forsøgt at sælge ejendommen og nu endelig havde fundet en køber. Han havde ikke penge til vedligeholdelse, så gården stod og forfaldt, og derfor var salg eneste mulighed.
Køberen var Askov Bolig, der ønskede at rive ejendommen ned og opføre rækkehuse i stedet.
Derfor ansøgte Claus Lykkevold om tilladelse til at rive gården ned. Men gården på Brændekildevej var kategoriseret som bevaringsværdig i det, der hedder SAVE-kategori 3. Skalaen går fra 1 til 9, hvor 1 er de mest bevaringsværdige huse. Alle bygninger fra 1 til 4 er omfattet af kommuneplanen og skal som udgangspunkt bevares.
Her lå gården
Uheldigt med nedrivning
Odense Bys Museer besigtigede den gamle bondegård i Bellinge og i et høringssvar lød vurderingen, at "det vil være uheldigt at nedrive bygningerne".
Den anbefaling fulgte politikerne i Odenses By- og Kulturudvalg, og derfor fik Claus Lykkevold i november 2018 afslag på nedrivning, og salget til Aaskov Bolig gik i vasken.
- Jeg tænker på alt det, jeg fik at vide af kommunen. At der ikke kunne ske noget, før der kom en ny lokalplan. Og at jeg så alligevel ikke skulle regne med noget. Det var det, folkene fra kommunen sagde til mig. Så tænkte jeg den gang, at så var det bedre at give op. Jeg gik konkurs og har givet alle mine ting væk, siger Claus Lykkevold.
Tvangsauktion
Da ejeren ikke havde penge til vedligeholdelse og regninger, endte gården på tvangsauktion, og i september 2019 blev den solgt. Køberen var firmaet VIEMLA ApS med adresse på Tolderlundsvej i Odense.
Resultatet var, at Claus Lykkevold stod tilbage med en kæmpe gæld på mange hundredetusinde kroner.
- I dag bor jeg rundt om ved venner og bekendte. Men folk skal ikke have ondt af mig, for jeg vil ikke være sådan en, der går hen og bliver bitter, lyder det fra den tidligere murer, der nu har fået tilkendt seniorpension.
Claus Lykkevold har dog meget svært ved at forstå, hvorfor han fik afslag på at rive gården ned, og at den nye ejer halvandet år efter fik tilladelse.
- Jeg tænker, at det må være en ups-afgørelse fra kommunens side, at de har givet den nye ejer lov til at rive den ned. For ellers har de jo ikke sagt sandheden til mig dengang, siger Claus Lykkevold.
Manglende lokalplan
Jeanette Olsen er byplanchef i Odense Kommune, og hun kan godt forstå, at Claus Lykkevold er vred og uforstående over for udviklingen.
- Jeg kan da sagtens forstå det set fra den tidligere ejers synspunkt. Det var da uheldigt, men sådan er det at købe fast ejendom. Nogle gange ændrer vilkår og betingelser sig, siger hun.
Ifølge byplanafdelingen i Odense Kommune er forklaringen på, at firmaet VIEMLA ApS imodsætning til Claus Lykkevold har fået lov til at rive gården fra 1814 ned, at politikerne ikke har fået vedtaget en ny lokalplan.
Da Claus Lykkevold fik afslag på nedrivning, fik han samtidig besked på, at kommunen havde et år til at udarbejde en bevarende lokalplan for området, og hvis den ikke var klar, ville kommunen ikke kunne nægte nedrivning.
23. juni i år droppede By- og Kulturudvalget så at udarbejde den bevarende lokalplan, og dermed var der frit slag for nedrivning.
- Der kom en række indsigelser mod lokalplanen, da den var i høring, og By- og Kulturudvalget besluttede at droppe en vedtagelse af lokalplanen. Dermed var der ingen retsgrundlag for at opretholde forbuddet mod nedrivning, fortæller byplanchef Jeanette Olsen.
Et "gap" for nedrivning
Kun to dage efter, at kommunen droppede den bevarende lokalplan søgte den nye ejer om nedrivningstilladelse. 26. juni fik VIEMLA ApS tilladelse til at rive ejendommen på Brændekildevej 27 ned.
- Jeg kan godt forstå, at det ser mærkeligt ud, at det tidligere forbud mod nedrivning ikke længere gælder. Men det, der hedder et paragraf 14-forbud i planloven, kan man kun fremsætte én gang, og dermed blev der et "gap" for ejeren til at rive gården ned, da lokalplanen blev trukket tilbage, siger Jeanette Olsen.
For værdifuld til nedrivning
Den forklaring forstår Claus Lykkevold ikke.
- Jeg husker, at der på et tidspunkt kom en museumsmand og et par andre på besøg på gården. De fik lov til at gå rundt overalt på gården, der er fra 1814. Da de var færdige, sagde museumsmanden, hvis navn jeg har glemt, til mig, at den ville jeg aldrig få lov til at rive ned. Den var alt for værdifuld, siger Claus Lykkevold, der er meget påvirket af sagen.
Det har ikke været muligt at få kontakt med den nye ejer for at høre om planerne for den nu tomme grund på Brændekildevej 27.
Odense Kommune oplyser dog, at den har modtaget et forslag om at opføre rækkehuse på grunden, men sagen er endnu ikke behandlet.
Tidslinje for ejendommen på Brændekildevej 27
- 2014
Claus Lykkevold sætter ejendommen til salg - 2018
Aaskov Bolig ønsker at købe ejendommen for at rive den ned og bygge rækkehuse på grunden - August 2018
Claus Lykkevold og Aaskov Bolig ApS søger om nedrivningstilladelse af ejendommen. - 27. nov. 2018
Udvalgsbehandling af ansøgning om nedrivningstilladelse. Udvalget nedlægger forbud jf planlovens §14 og derfor blev der meddelt afslag på nedrivning. - 9. januar 2019
§14 forbud nedlægges og ejer modtager besked om, at kommunen dermed har et år til at offentliggøre et lokalplanforslag (bevarende lokalplan i dette tilfælde). Hvis det ikke sker, kan kommunen ikke nægte nedrivning. - 3. juli 2019
Ejers advokat henvender sig i forbindelse med tvangsauktion - 12. september 2019
Ejendommen sælger på tvangsauktion til firmaet VIEMLA Aps - 23. juni 2020
Udvalget beslutter ikke at offentliggøre forslag til bevarende lokalplan - 25. juni 2020
Repræsentant for ny ejer ansøger om nedrivningstilladelse - 26. juni 2020
Der udstedes tilladelse til nedlæggelse af bolig samt tilladelse til nedrivning - 26. juni 2020
Naboerne orienteres om nedrivningstilladelse - September 2020
Ejendommen rives ned
Det er uvist, hvor omfattende nedrivningen bliver, men ejerkredsen oplyser til TV 2 Fyn, at selskabet samarbejder med kommunen om at sikre, at nedrivningen sker i “bevaringsværdig ånd”.
Det fremgår af lokalplanen fra 1988, at man skal sikre “den oprindelige landsbygade og “byggeskikken langs gaden”.
Unikt og vild stemning af gamle dage
Det er dog planen, at gården skal blive til lejeboliger, og det ærgrer Flemming Knage, selv om han er klar over, at det er dyrt at holde liv i den gamle gård.
- Der skal ikke meget fantasi til at forestille sig, hvor unikt det kan blive. Der er en vild stemning af gamle dage, siger Flemming Knage, mens han fra gadekæret kigger ind ad porten og ser den flere hundrede år gamle gårdsplads.
Men der er ikke noget af det andet her i byen, der ser gammelt ud. Der er et gadekær, men ellers er det nye huse.
- Jo, men det er også her, man skal trække en streg i sandet og sige: Der er to huse omkring gadekæret, som tegner den gamle del af byen. Jeg kan slet ikke se for mig, at gården skal forsvinde. Det har været min udsigt i 42 år, siger Flemming Knage.
Styrelse: Undgå nedrivning
Det er ikke kun Flemming Knage, der ærgrer sig over, at firlængede gårde forsvinder i Danmark.
Slots- og Kulturstyrelsen har landets firlængede gårde, hvor de fire længer ligger samlet omkring en gårdsplads, med på sin liste over bevaringsværdige bygninger.
- Man bør så vidt muligt sikre, at de gamle firelængede gårde bevares som en helhed og undgå nedrivning af de ældre udlænger, oplyser Slots- og Kulturstyrelsen.
- Indgreb og ændringer skal være velovervejede, og man skal være opmærksom på de særlige kvaliteter, som denne bygningstype repræsenterer.
Museumsinspektør: Dem er der få af efterhånden
Inden gården i Over Holluf kan rives ned, skal det godkendes af kommunen.
Ifølge Peder Dam, der er museumsinspektør på Museum Odense, er det ikke usædvanligt, at flere hundrede år gamle bygninger ender med at blive revet ned, hvis de ikke bliver ordentligt vedligeholdt.
- Det er en firlænget gård. Det er primært bindingsværk. Dem er der få af efterhånden. Det forsvinder rigtig hurtigt i dag, siger Peder Dam.
Kan bygningen blive revet ned?
- Ja, det kan den godt. Det kræver en særlig proces, men det kan den godt. Den er i 1990’erne vurderet som bevaringsværdig. Det betyder, at den skal igennem en særlig proces, hvis den skal nedrives, siger Peder Dam, der ligesom alle andre vil have mulighed for at gøre indsigelser.
Hvis ejeren ønsker at rive gården ned, kan han ende med at få lov.
- Hvis den er helt forfalden, er sandheden desværre, at den ikke er bevaringsværdi mere, siger Peder Dam.
I sidste ende er det kommunen, der afgør, om en bygning er bevaringsværdig.
Her voksede Morten Korch op
Hvad der gør den firlængede gård i Over Holluf ekstra særlig, er ifølge de lokale tilknytningen til fortællingen om Morten Korch.
Den folkekære forfatter Morten Korch blev født i Over Holluf i 1876 og voksede op i byen og gik på Over Holluf Skole. Da han blev født, var gården endnu ikke 100 år gammel. Den ligger et stenkast fra hans barndomshjem.
Den lille landsby har rejst en mindesten tæt ved den nu nedrivningstruede gård til ære for den folkekære forfatter.
Morten Korch døde i 1954. Selv om han boede det meste af sit liv på Sjælland, blev han begravet på Fraugde Kirkegård tæt ved sin fødeby.
Flere af hans bøger er blevet filmatiseret. De mest kendte værker er “De røde heste”, “Flintesønnerne” og “Der brænder en ild”. 2,3 millioner danskere så filmen “De røde heste” i 1950, hvilket gør den til en af de største danske biografsucceser nogensinde.
Hans bøger er idylliske fortællinger om livet på landet og handler ofte om det præindustrielle Danmark, som hviler i gamle traditioner, men som bliver forstyrret udefra. Det ender dog altid lykkeligt.
Om byudviklingen i Over Holluf ender lykkeligt - og for hvem - vil tiden vise.
"En stor sejr" siger anklager om ekstrem kokain-sag
kopieret!
En 27-årig albansk mand er blevet idømt 15 års fængsel for narkosmugling ved Langeland.
Manden er også blevet dømt til udvisning af Danmark, fordi han har medvirket til indsmugling af mindst 578 kilo kokain.
Den blev beslaglagt på Langeland 24. august i år, hvor i alt seks mænd blev anholdt.
Mændene havde ifølge National enhed for Særlig Kriminalitet opsamlet og modtaget det hvide pulver i farvandet ud for Langelands kyst og efterfølgende transporteret det til Lohals Camping, inden det skulle transporteres videre.
PET ringede midt om natten - mand dømt efter grov spøg
kopieret!
Onsdag blev en 57-årig familiefar idømt tre måneders ubetinget fængsel, efter det, han selv kalder for "en serie af komiske videoer", blev sendt live på Facebook.
Manden nægtede sig skyldig i trusler, som han ellers var tiltalt for, da han aldrig havde haft til hensigt at frembringe frygt eller iværksætte en storstilet politiaktion, som det skete 27. oktober 2022.
Klokken var 01.04 om natten, da PET orienterede Fyns Politi om videoerne, som de vurderede kunne være en reel trussel mod Nyborg Gymnasium.
På videoerne optrådte den 57-årige med en AK-47, en pistol, og på nogle var han klædt ud med en hundemaske og paryk.
Slog storalarm
Ifølge PET blev der snakket om krig og “jihad” på videoerne, og det fik Fyns Politi til at sende taktiske tropper til Nyborg, hvor både mandens hjem og gymnasiet blev omringet. Elever blev samtidig bedt om at blive hjemme, og en stor valgdebat måtte aflyses.
I Retten i Svendborg forklarede manden, at det hele blot udsprang af en misforstået spøg. Han havde for vane at lave sjove videoer på nettet, hvor han klædte sig ud og påtog en rolle.
På gymnasiet, hvor han arbejdede med rengøring, havde han i et dramalokale fundet rekvisitterne til videoen.
Alvoren gik først op for manden, da han 27. oktober 2022 vågnede til en by fuld af politi og betjente med maskinpistoler.
For groft
Våbnene i videoen var ikke ægte, og han havde aldrig til hensigt at fremelske hellig krig. Han forklarede i retten, at ordet “jihad” stammede fra en kommentar til videoen, som han læste op.
Alligevel var truslen så grov, at dommeren og to domsmænd var enige om, at manden var skyldig.
Dommeren sagde efter domsafsigelsen, at selvom det måske var ment i sjov, er der nogle ting, man bare ikke må spøge med.
Politiet kunne dog ikke bevise, at manden havde sagt ordet “jihad”, da videosekvensen med denne udtalelse aldrig blev sikret. Derfor blev han ikke dømt for at sige det specifikke ord.
Ud over truslerne blev manden dømt for at smugle to kufferter med khat ind i landet samt for at køre bil uden kørekort i gentagelsestilfælde.
Samlet udløste det tre måneders ubetinget fængsel og en advarsel om udvisning af landet. En dom, som manden valgte at modtage.
Manden har tidligere siddet i fængsel for at køre i bil uden kørekort, men dommeren huskede ham på, at han for fremtiden gør klogest i at holde sig på dydens smalle sti, hvis ikke advarslen om udvisning skal blive en realitet.
Campingplads lagde ufrivilligt lokaler til kæmpe mængder kokain
kopieret!
Ejeren af Lohals Camping, Dorte Vigsø, kom ufrivilligt til at lægge lokaler til en enorm mængde indsmuglet kokain.
Og indsmuglingen gennem Lohals Camping har vakt stort ubehag, fortæller ejeren af campingpladsen.
Der er tale om mindst 578 kilo kokain, som man forsøgte at transportere videre ind i landet gennem Langeland.
En mængde kokain, som på gaden ville være mellem 280-350 millioner kroner værd.
GOG sejrer knebent mod bundhold
kopieret!
Det var med lodder og trisser, men selvom det holdt hårdt, trak GOG det længste strå mod bundholdet Grindsted onsdag aften. Kampen endte 32-28.
På papiret var fynboerne ellers store favoritter inden opgøret, så at GOG ikke var mere dominerende må siges at være lidt af en overraskelse.
End ikke en storspillende Lasse Vilhelmsen kunne gøre, at fynboerne for alvor trak fra. Højrebacken scorede hele ni gange.
De to hold fulgtes pænt kampen igennem. Efter første halvleg lød stillingen 17-14 til hjemmebanefavoritterne fra Sydfyn. Om GOG fik en opsang i pausen er uvist, men spillet blev ikke meget bedre i anden halvleg.
GOG topper dog stadig tabellen med 25 point efter 15 spillede kampe.
Har du problemer med Facebook og Instagram? Du er ikke alene
kopieret!
Metas apps Facebook, Instagram, Messenger og Whatsapp har store udfordringer onsdag aften. Der har været en voldsom stigning i indberetningerne fra omkring klokken 18.30 og frem, viser DownDetector.
- Vi er opmærksomme på en teknisk fejl, der påvirker nogle brugeres mulighed for at tilgå vores apps. Vi arbejder på at få tingene tilbage til det normale hurtigst muligt og undskylder for enhver ulejlighed, skriver Meta på X.
Der er tale om mere end 100.000 internationale indberetninger, skriver Forbes.
Kommune indfører gratis parkering
kopieret!
Skal du have byttet julegaver, og gider du ikke at betale for parkering, er der godt nyt.
Odense Kommune indfører nemlig gratis parkering på alle kommunale parkeringspladser, hvor du normalt skal betale, fra 20. december til og med 2. januar.
Det oplyser kommunen i en pressemeddelelse.
- Vi lader traditionen tro parkeringsautomaterne gå tidligt på juleferie, så det kan blive til en lidt større gave eller måske et stop på en hyggelig café eller restaurant, siger by- og kulturrådmand, Søren Windell.
Der er dog fortsat parkeringskontrol i byen, så det er vigtigt, at du husker at orientere dig på skilte og ved parkeringsautomaterne, inden du forlader bilen, påpeger kommunen.
Fynbo sætter tidligere minister på plads efter brøler på tv
Er der flere idræts- og svømmehaller per barn på Langeland, end der er i København? Det mener folketingsmedlem og tidligere transport-, bygnings- og boligminister Ole Birk Olesen (LA), at der er. Faktisk var han meget sikker på dette, da han stod på talerstolen i Folketingssalen tirsdag. Dog sad folketingsmedlem for Socialdemokratiet Bjørn Brandenborg klar i salen til at udfordre Ole Birk Olesens påstand. Den fynske politiker kunne nemlig oplyse, at der ikke findes en eneste svømmehal på Langeland.
Er der flere idræts- og svømmehaller per barn på Langeland, end der er i København? Det mener folketingsmedlem og tidligere transport-, bygnings- og boligminister Ole Birk Olesen (LA), at der er. Faktisk var han meget sikker på dette, da han stod på talerstolen i Folketingssalen tirsdag. Dog sad folketingsmedlem for Socialdemokratiet Bjørn Brandenborg klar i salen til at udfordre Ole Birk Olesens påstand. Den fynske politiker kunne nemlig oplyse, at der ikke findes en eneste svømmehal på Langeland.
Fynbo sætter tidligere minister på plads efter brøler på tv
Er der flere idræts- og svømmehaller per barn på Langeland, end der er i København? Det mener folketingsmedlem og tidligere transport-, bygnings- og boligminister Ole Birk Olesen (LA), at der er. Faktisk var han meget sikker på dette, da han stod på talerstolen i Folketingssalen tirsdag. Dog sad folketingsmedlem for Socialdemokratiet Bjørn Brandenborg klar i salen til at udfordre Ole Birk Olesens påstand. Den fynske politiker kunne nemlig oplyse, at der ikke findes en eneste svømmehal på Langeland.
LYD
DEL
LYD
DEL
Ældre dame kommet alvorligt til skade - nu jagter politi flugtbilist
kopieret!
En 71-årig dame har muligvis brækket hoften, efter hun blev kørt ned i krydset mellem Odensevej og Jyllandsvej i Middelfart.
Det oplyser Fyns Politi til TV 2 Fyn.
- Hun kommer cyklende i østlig retning af Odensevej, og bilisten kommer kørende imod hende og skal dreje til venstre ad Jyllandsvej. Det er her, påkørslen sker, siger vagtchef hos Fyns Politi Henrik Krøjgaard.
Ifølge vagtchefen får sammenstødet ikke føreren af bilen, der er en nyere, sort Skoda Fabia, til at stoppe.
Fyns Politi modtog anmeldelsen klokken 15.15, hvorpå kvinden blev hastet med ambulance til Kolding Sygehus. Hun er uden for livsfare.
Har man oplysninger om bil eller bilist, bedes man kontakte Fyns Politi på 114.
Axelsen i spil til kæmpe hæder
kopieret!
Selvom formen ikke har været på sit højeste de seneste måneder, gør især OL-triumfen i Paris, at Viktor Axelsen er nomineret til det hæderkronede “Årets Sportsnavn 2024”, der uddeles af Danmarks Idrætsforbund og Team Danmark til awardshowet SPORT 2024 i Herning 4. januar 2025.
Det oplyser Danmarks Idrætsforbund i en pressemeddelelse.
Nomineringen af herrelandsholdet i håndbold er allerede offentliggjort, og tirsdag blev det så Axelsens tur. I de kommende uger vil de to sidste finalister til den prestigefyldte pris blive offentliggjort.
Den fynske badmintonstjerne gjorde sig senest bemærket 3. december, efter han harcelerede mod det internationale badmintonforbund BWF.
Axelsen kommer med hovent svar i vredesudbrud mod forbund
Tirsdag kom det frem, at Viktor Axelsen ikke stiller op i sæsonfinalerne i Kina på grund af en skade i sin venstre fod.
Nu raser den fynske badmintonstjerne mod det internationale badmintonforbund BWF, der kræver dokumentation for skaden, så Axelsen kan undgå en bøde.
- Jeg har ved flere lejligheder forsøgt at sende dokumentation, når jeg har været syg eller skadet, og hver gang får jeg en bøde alligevel, indleder stjernen sit opslag på X.
- BWF siger offentligt, at de bekymrer sig om spillernes helbred, men gør I det, når det kommer til stykket? Send mig bare bøden, tordner Axelsen videre.
I turneringen Denmark Open i oktober trak Axelsen sig, efter han kastede op under en kamp.
Mand dømt efter vild menneskejagt - nu reagerer anklager
kopieret!
En 57-årig mand blev i dag idømt tre måneders fængsel og advarsel om udvisning ved Retten i Svendborg for trusler.
Dommen kommer, efter manden i 2022 filmede sig selv med et falsk automatvåben på Nyborg Gymnasium.
En episode, der gjorde, at elever blev bedt om at blive hjemme, at politiet mødte frem i stort antal, og at der i byen foregik en menneskejagt efter den mand, som optrådte i videoen.
Manden skulle angiveligt også flere gange have råbt "jihad" (hellig krig, red.), men der var ikke tilstrækkeligt bevis til at dømme ham for det.
Dit digitale aftryk
Vi bruger cookies for at gøre din oplevelse bedre. Enkelte bruges til reklameformål. Vi klatter ikke med dine data, og du kan altid trække dit samtykke tilbage. Læs mere her.
Du kan altid ændre dine præferencer senere
Her kan du finde en oversigt over, hvilke cookies vi potentielt sætter.
Se flere detaljer om vores cookies her