Nærbutik tæt på reddet: Landsby hjælper lukningstruet købmand

Købmandsbutikken i Haastrup har været voldsomt presset af de stigende energipriser, men nu ser butikken ud til at overleve - takket være landsbyens indbyggere.

Kunderne strømmer ind i købmandsbutikken, som Anne og Kent Gregersen driver i Haastrup.

I hånden har de fleste et stykke hvidt A4-papir, der skal redde den lokale købmand fra at gå konkurs på grund af de stigende elregninger.

Og missionen ser ud til at lykkes.

- Det er helt vildt og så rørende. Tårerne sidder meget hurtigt udenpå tøjet, for det er bare så stort. Vi kunne slet heller ikke sove, da vi kom hjem i går (torsdag, red.), for vi var bare helt oppe at køre. Det er den bedste by i verden, siger købmand Anne Gregersen.

I august fik købmandsbutikken en elregning på svimlende 150.000 kroner. En helt uoverskueligt stor ekstraregning for købmandsparret, som siden har tænkt over, hvordan de kunne finde en løsning og undgå den truende konkurs.

På et historisk velbesøgt borgermøde torsdag aften kunne købmandsparret Anne og Kent Gregersen så fremlægge deres regnskab - og bede om hjælp fra de lokale borgere.

- Vi havde sommerfugle i maven, da vi gik op til borgermødet, fortæller Kent Gregersen.

Og det var der god grund til, for det havde med hans egne ord set helt sort ud, hvis ingen var mødt op til borgermødet. 

Men det var ikke tilfældet. Beboerhuset var fyldt til randen med folk, der gerne ville hjælpe.

- Stemningen var trykket i starten. Selvom folk godt vidste, at vi ville komme med en god plan, var de alligevel nervøse for, at vi skulle lukke.

- Men da vi var færdige, var der 8.000 kindkys, krammere og forsikringer om, at de fremmødte nok skulle hjælpe. Vi var helt lettede, da vi gik hjem, siger Kent Gregersen

Hjælp trods krisetider

Lige nu er der mange på Fyn og i hele Danmark, der har svært ved at betale deres elregninger og få deres penge til at dække helt basale behov.

Flere byer skruer ned for deres julebelysning, nogle er bange for at lave varm mad af frygt for, at elregningen stiger yderligere og restaurantkæder har måtte dreje nøglen om.

Og købmandsparret er godt klar over, at de beder om hjælp fra folk, der måske selv har svært ved at få det hele til at løbe rundt.

- Vi startede med at byde velkommen og fortælle, at vi godt ved, at mange er pressede i den her tid.

- Men folk vil gerne støtte os, fordi de gerne vil have, at der er en butik i deres landsby.

Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Lånebeviser

Landsbyens beboere hjælper Anne og Kent Gregersen ved at give lånebeviser på minimum 1.000 kroner. Pengene skal købmandsparret først betale tilbage af om ni år - hvis altså lånegiverne vil have det.

Sandsynligheden for, at der kan samles nok lånebeviser, er Kent Gregersen helt sikker på er ganske stor, for allerede fra morgenstunden fredag har der været mange forbi med store smil og et lånebevis.

- Hvis det lykkes, så skal Anne og jeg drikke et glas champagne og spise en bøf efter indsamlingen er lukket. Og til foråret vil vi gerne fejre vores lokalsamfund med en god gang gadefest, siger Kent Gregersen.

Indsamlingen af lånebeviser løber helt frem til den 28. oktober og målet er at indsamle 1,4 millioner kroner.

- Lige da beløbet blev sagt, blev folk selvfølgelig også stille, og vi havde jo også selv svært ved at sige sådan et stort beløb højt, for det er mange penge. Men da folk hørte om vores plan, så var de straks med på idéen, siger Anne Gregersen. 

Planen er først at skifte køle- og frostanlægget ud. Hvis der er råd til mere, vil de skifte fra naturgas til luft-til-luft varmepumpe og derefter er drømmen at få bygget solceller på taget.

- De her tiltag er meget langtidssigtede og vil også kunne sikre os, selvom elpriserne bliver ved med at stige.

- Hvis alt lykkes, kan vi komme til at spare 40 procent på vores elregning, forklarer Kent Gregersen.

Livsnerven i byen

Landsbyens beboere har rakt butikkens ejere en økonomisk hjælpende hånd i form af en låneordning, og indbyggerne i den lille landsby er da heller ikke i tvivl om, hvor vigtig butikken er for byen. 

- Alle ved jo, at en købmand i en lille by er livsnerven i byen. Hvis den lukker, så lukker alt andet i byen også med tiden. Det er altafgørende, at der er en købmand i byen, siger Christian Jensen, der dagligt handler Min Købmand i Haastrup.

Beboer Ellen Møller er en af dem, som har hjulpet købmandsforretningen økonomisk. Hun gør det for købmandens skyld - men også sin egen og hele byens for skyld, fortæller hun.

- Det er vigtigt for os, at vi har en købmand, for ellers har vi ikke en skole, børnehave og slet ingen by. Købmanden betyder alt for os, siger Ellen Møller, der til daglig bor i Haastrup.

Dagen derpå i købmandsforretningen er kunderne lettede og glade for, at fremtiden for Min Købmand i Haastrup tegner til at blive lysere.

Det har været en redningsaktion for hele byen, og det har kun gjort byens sammenhold endnu stærkere, fortæller beboer Michael Stokholm:

- Jeg tror virkelig, at det er med til at styrke sammenholdet i byen, som vi allerede har i forvejen.

Butikken i Haastrup har siden starten af september råbt op om stigende elpriser og tidligere takket nej til lån fra staten, der kan dække stigende elregninger.

Der kan være mange penge at spare på elregningen, se 14 priseksempler på hvor meget hjemmets mest brugte apparater koster efter elpriserne er steget. 

Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Oversigt

    Oversigt