Usikker fremtid for ny trafikplan: 'Nej' var forventet
Artiklen er mere end 30 dage gammel
kopieret!
Både Christoffer Lilleholt (V) og Søren Windell (C) havde allerede på fornemmelsen, at det ville blive et 'nej' til at sætte hastigheden ned på motorvejen.
Det kommer hverken bag på Christoffer Lilleholt (V) eller Søren Windell (C), at Danmarks transportminister ikke er begejstret for en hastighedsnedsættelse på Fynske Motorvej.
Nedsættelsen er ellers en del af Odenses store plan for at reducere byens CO2-aftryk, som de to politikere selv netop har været med til at skrive under på.
- Det er ikke den store overraskelse, vi ved jo godt, at regeringen ikke synes, det er en god ide. Der er andre steder, som også har bedt om det tidligere. Men uanset hvilken vej vi var gået med den her mobilitetsplan, så var vi gået af en vej, som vi godt vidste ville blive udfordrende, siger Christoffer Lilleholt til TV 2 Fyn
Han mener i øvrigt ikke, at motorvejshastigheden er det eneste greb, som kan vise sig urealistisk i det dugfriske forlig.
- Der er flere elementer i den her aftale, som ikke kan lade sig gøre, fordi der enten ikke er teknologisk mulighed for det eller lovgivningsmæssig mulighed.
Søren Windell tror eksempelvis ikke på, at alle hastighedsnedsættelserne i Odense by kommer i mål:
- Vi vil også gerne kigge på det samfundsøkonomiske perspektiv - den tid som du og jeg skal bruge på at komme til og fra arbejde, og den ekstra transporttid for varer som skal rundt i byen. Det må vi se på, når de endelige beslutninger skal træffes, for de er jo ikke truffet endnu, siger han.
Det bedste kompromis
Godt nok har Christoffer Lilleholt ikke spurgt sig til råds om netop hastigheden på motorvejen, ved sine kollegaer på Christiansborg, men understreger også, at det aldrig har været Venstres ønske, at gøre den til en del af forliget.
- Jeg har ikke forhørt mig ved regeringen om det her forslag. Men det er heller ikke mit forslag. Det er et politisk kompromis, som vi har indgået. Det var helt åbenlyst, at da vi gik ind i forhandlingerne, ønskede vi ikke at gøre det sværere for bilisterne, fortæller han.
Han ser da også andre løsninger på CO2-udfordringen for sig, som ikke kommer til at gå ud over den hurtigkørende trafik:
- Hvis vi ikke får lov til at sænke hastigheden, må vi kigge andre steder hen. Måske vi skal kigge på Fjernvarme Fyn, eller andre trafikforslag, som ikke handler om at gøre det svært for bilisterne.
Heller ikke Søren Windell har konsulteret Folketinget, men fortæller, at De Konservative har snakket med forskellige organisationer om hastighedsnedsættelserne forud for forliget. Dog indgik han og partiet i det bredeste forlig, som de kunne leve med.
- Det er heller ikke lige vores kop te (med hastighedsnedsættelser red.), men vi var også meget stærkt imod vejlukninger, trafikomlægninger og nulemissions-zoner, så det her er ikke det perfekte afsæt, men det var det, som der var bred enighed om, og det står vi ved, fortæller han.
Han understreger i øvrigt, at aftalen i mange henseender er baseret på håb og gode intentioner - og dermed ikke på, hvad der lige nu er muligt i forhold til teknologi og lovgivning.
Læs også kommentaren: Odenses store, grønne trafikplan er bygget på glas.