Fisk fra vandløb landet over tjekkes for giftigt fluorstof

Miljøstyrelsen vil gennem vævsprøver fra fisk undersøge, om vandløb er forurenet af PFAS-stoffer.

I oktober og november indfanger Miljøstyrelsen fisk fra 50 vandløb landet over.

Det sker for at undersøge, om PFAS har forurenet nærliggende vandløb.

Det oplyser styrelsen i en pressemeddelelse.

PFAS er en gruppe af giftige stoffer. Det sundhedsskadelige fluorstof PFOS hører til denne gruppe. Det fandtes tidligere i blandt andet skum til brandslukning.

Vandløbene ligger alle i nærheden af tidligere og nuværende brandøvelsespladser.

Efter store fund af PFOS i Korsør har Danske Regioner udpeget 145 lokaliteter i hele landet, som skal undersøges nærmere.

Hvis kommuner eller regioner har behov, kan de allerede nu beslutte at fraråde fiskeri i vandløb i nærheden af stederne.

Det oplyser Miljøstyrelsen. De forventer svar på prøverne i begyndelsen af 2022.

Lodsejere er blevet kontaktet

Styrelsen undersøger vævsprøver fra fiskene. PFAS-stofferne optages nemt af dyr og planter, skriver styrelsen. De nedbrydes også langsomt.

Hvis vandløb har været ramt af PFAS, er der dermed risiko for, at det findes i fiskenes væv.

Miljøstyrelsen har sendt brev til de lodsejere, hvis ejendom vandløbene ligger på eller ved.

I dybe vandløb vil indfangningen ske fra båd. I mindre vandløb må man ud i vandet for at fange fiskene.

De danske myndigheder er i gang med at kortlægge omfanget af forureningen landet over.

Det sker, efter at over 100 mennesker i Korsør er blevet forgiftet gennem oksekød fra græssende kvæg på en mark nær en lokal brandskole.

Også landets vandværker arbejder på at tjekke drikkevandet for muligt indhold af stoffet PFOS.

PFAS-stofferne er vidt anvendt til blandt andet overfladebehandling af tekstiler og emballage til fødevarer.

Ifølge Miljøstyrelsen mistænkes stofferne for at være hormonforstyrrende og kræftfremkaldende. De er også under mistanke for at ødelægge immunforsvaret.

Oversigt

    Oversigt