Valgbannere pillet ned efter mindre end en uge: - Det er træls, men det skal være efter reglerne

Valgbannere placeret rundt i Nordfyns Kommune måtte hurtigt pilles ned igen, da det var kommet op et par uger for tidligt.

Det er nok de færreste, der har misset, at der er et kommunalvalg lige om hjørnet. 

Helt tydeligt har det den seneste uges tid været lidt uden for Bogense, hvor et stort valgbanner med Konservatives spidskandidat i Nordfyns Kommune, Anders Thingholm, har prydet to halmballer stablet oven på hinanden.

Men fra mandag eftermiddag var det ikke længere at finde, ligesom de øvrige bannere i kommunen var pillet ned.

Det er sket efter, at Fyens.dk har været i kontakt med Indenrigsministeriet og Vejdirektoratet. Derigennem er det kommet frem, at det ikke er tilladt at hænge valgbannere op i det åbne land allerede.

- Der ligger tilsyneladende en bekendtgørelse fra 2018, der præciserer det her med, at både plakater og bannere først må sættes op fra den fjerde lørdag før valgdagen. Den har vi simpelthen ikke været opmærksomme på før for en halv time siden, sagde kommunaldirektør Morten V. Pedersen mandag til fyens.dk.

Der gælder andre regler for, hvad man hænger op i åbent land, end for hvad der bliver hængt op i byer. Det skyldes, at reglerne bunder i naturbeskyttelsesloven. Derfor kan man altså godt have set valgbannere i byer allerede, uden det er i strid med reglerne. 

Ærgrer sig

Det betyder, at bannerne først kan komme op igen 23. oktober, hvor det også er tilladt at hænge valgplakater op. Det ærgrer den konservative spidskandidat. 

- Det er selvfølgelig træls, men det skal være efter reglerne. Man må bare sige, hvor der er mennesker, laves der fejl, siger han til TV 2 Fyn. 

I september henvendte Anders Thingholm sig til borgmesterforvaltningen for at spørge om man i tråd med reglerne kunne sætte valgbannere op og fik et positivt svar tilbage. 

Klart svar

Problemet er ifølge Nordfyns kommunaldirektør opstået, fordi man i den digitale udgave af Karnovs Lovsamling ikke har kunnet se den bekendtgørelse, der betyder, at valgbannerne ikke var inden for reglerne alligevel. 

Har du ikke også selv et ansvar for at være sikker på reglerne, inden du sætter valgbannere op?

- Jo, der ligger også et ansvar ved mig. Men når man stiler en mail til borgmesterforvaltningen og får et klart svar tilbage, så regner man jo med, man har et svar, siger Anders Thingholm.


Kommunaldirektøren i Nordfyns Kommune har beklaget fejlen over for de partier, der har modtaget forkert rådgivning. 

Anders Thingholm er ikke umiddelbart bekymret for, om det får betydning for hans valgkamp, at bannerne måtte ned igen. 

- Nej, jeg håber, vi kommer til at snakke politik i stedet for valgplakater, siger han. 


Oversigt

    Oversigt