Fyns favoritter: Årets mest læste historier

Mens coronaviruspandemien fortsatte sin rasen i 2021, var det også året, hvor landets sygeplejersker strejkede, og hvor fodboldlegenden Lars Høgh fløj alt for tidligt af sted.

I løbet af 2021 har TV 2 Fyn udgivet flere tusinder artikler, og de ti populæreste har det tilfælles, at de faktisk ikke har ret meget tilfælles.

Fynboerne har i år vist interesse for en bred vifte af artikler på tv2fyn.dk, hvor man blandt andet har kunnet få fif til at spare på elregningen eller med egne øjne kunne se, hvordan en penisring standsede Finns parkinson-rystelser.

Nummer 10: Førerløs bil blitzet

Årets tiende mest læste artikel handler om en bilist, der en lørdag aften i september forsøgte at undgå at blive blitzet af politiets automatiske trafikkontrol ved at dukke sig, da han med mere end 100 kilometer i timen ræsede forbi kameraet. Selvom politiet ikke fik et billede af føreren, lykkedes det alligevel at finde frem til ham.

Bilen blev beslaglagt, og føreren mistede sit kørekort, da turen forbi trafikkontrollen betragtes som vanvidskørsel. På strækningen må man køre 50 kilometer i timen.

Nummer 9: Spar på elregningen

Elpriserne har i 2021 taget et væsentligt nyk op. Faktisk er prisen på el i løbet af efteråret gået fra at være historisk lav til historisk høj, og december forventes at blive den dyreste måned nogensinde.

Derfor er det heller ikke underligt, at TV 2 Fyns artikel om, hvordan man alligevel kan spare på elregningen er årets niende mest læste.

Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Nummer 8: Vildt syn ved Rosengårdcentret

År efter år samler flere tusinde krager sig ved Rosengårdcentret og Ikea i Odense. Det er som sådan ikke et nyt fænomen, men synet kan alligevel få flere til at spærre øjnene op. 

Det gjorde det også i december, hvor fuglene en tidlig morgen havde indtaget parkeringspladsen, inden juletravle fynboer skræmte de skræppende fugle tilbage til træerne.

Ifølge naturvejleder Henrik Kalckar har kragerne lært, at de er godt beskyttet mod rovfugle, hvis de samles i store flokke i byen.
Fotograf: Fotograf: Preben Dahl

Nummer 7: Økonomisk straf efter meningsløs kæmpekø

I september sad flere bilister fast i en to timer lang kø på vej over Lillebæltsbroen fra Fyn mod Jylland. Kæmpekøen opstod, da en entreprenør i forbindelse med afstribning af vejen brød spærretiden og lukkede to spor først på aftenen. 

Overtrædelsen af spærretiden var i Vejdirektoratets øjne så grel, at entreprenøren fik en økonomisk straf for at have lukket sporene.

Nummer 6: Mundbindsforvirring

Vi har efterhånden lært at leve med coronaviruspandemien og de restriktioner og anbefalinger, vi hver dag skal navigere i. Alligevel opstod der en del forvirring om brug af mundbind i maj.

En række bekendtgørelser i epidemiloven blev nemlig ophævet, men kun for at blive videreført i en ny og opdateret epidemilov. 

Forvirringen bragte artiklen op på en sjetteplads.

I juni ophørte kravet om mundbind i butikker, og i august kunne man også lade det blive i lommen i kollektiv trafik. I december blev mundbind endnu engang obligatorisk.
I juni ophørte kravet om mundbind i butikker, og i august kunne man også lade det blive i lommen i kollektiv trafik. I december blev mundbind endnu engang obligatorisk.
Foto: Emil Helms/Ritzau Scanpix

Nummer 5: Etårig ligger døende på hospice

Etårige Marco Trawel lider af den meget alvorlige, og meget sjældne nervesygdom Leighs Syndrom. Noget der rammer i gennemsnit ét barn hvert andet år herhjemme. Der findes ingen behandling, og det er en sygdom, man dør af - ofte inden fem år.

Siden Marco Trawel var bare to måneder gammel har han været anbragt i en plejefamilie. Faaborg-Midtfyn Kommune mener nemlig ikke, at drengens biologiske forældre egner sig til at varetage den fulde omsorg for deres søn. Derfor måtte forældrene i juli heller ikke se deres dødsyge søn mere end en time om ugen. Det fik flere politikere til at reagere.

Nummer 4: Lars Høgh bisat i utraditionel kiste

Den 8. december sov fodboldlegenden Lars Høgh ind efter længere tids sygdom. Hans tidlige død efterlod et stort tomrum - ikke bare på Fyn, men i hele Danmark. 

Da han blev bisat fra Odense Domkirke var det i en sort kiste - et utraditionel valg ifølge Naya May, der bededame i Roskilde og antropologisk specialist i dansk begravelseskultur.

- Det sker ikke så tit, at folk bliver begravet i sorte kister. Det er en måde at repræsentere noget spektakulært på og skille sig ud på. Så der ligger helt sikkert nogle tanker bag, fortæller Naya May. 

Lars Høgh nåede at spille 817 kampe for OB. Inden han døde, arbejdede han som målmandstræner i Brøndby IF og på landsholdet.
Lars Høgh nåede at spille 817 kampe for OB. Inden han døde, arbejdede han som målmandstræner i Brøndby IF og på landsholdet.
Foto: Alexander Aagaard

Nummer 3: Ronnie har lagt et gulv af Underberg-kapsler

I Ronnie Helborg Jensens hjemmebar 'Klatten' er gulvet hverken lavet af planker eller klinker. I stedet udgør 62.516 Underberg-kapsler underlaget i bare - og det er åbenbart nok til at give Ronnie Helborg Jensen en tredjeplads.

Sammen med venner har Ronnie Helborg Jensen selv skaffet og til dels drukket sig til 4.000 af kapslerne. Derudover har folk været gode til at bidrage med kapsler, de stødte på, og sidst men ikke mindst havde de en bekendt, der kunne hjælpe med langt størstedelen af materialerne til projektet.

Ronnie Helborg Jensen og hans venner har været i kontakt med Underberg-familien, som siger, de aldrig har hørt om et lignende projekt.
Fotograf: Fotograf: Morten Albek Redigering: Martin Christian Dreyer

Nummer 2: Penisring reddede Finn fra parkinson-rystelser

Som 59-årig fik Finn Rasmussen parkinsons. De ufrivillige rystelser fik hans fingre til at banke ned i bordet, og det var disse rystelser, der afslørede hans diagnose i 2016. Siden da har han arbejdet på et armbånd, der skal minimere rystelserne - og ideen til armbåndet fik han fra en penisring.

- Som ingeniør er man vant til at beskrive et problem og så finde en løsning. Man starter måske med noget eksisterende og arbejder videre på det. Så jeg spekulerede på, i hvilken industri man kan finde noget, der ryster. Og det findes jo så i sexlegetøj, siger han.

Finn Rasmussen griner, da han fortæller, at hans kone var informeret om de noget pikante googlesøgninger, der ville komme, inden arbejdet med armbåndet gik i gang.
Fotograf: Fotograf: Ole Holbech Redigering: Mie Flyttov

Nummer 1: Sygeplejerske viser sin lønseddel frem

I ti uger hen over sommeren strejkede landets sygeplejersker, fordi de ville have bedre arbejdsvilkår og højere løn. Gitte Fremlev Schrøder, der er ansat som sygeplejerske på gynækologisk afdeling på OUH, viste sin lønseddel frem til TV 2 Fyn, og dén er artikel er med længder årets mest læste på tv2fyn.dk.

Sygeplejestrejken blev afsluttet den 28. august ved et regeringsindgreb. Her valgte man at tage udgangspunkt i den mæglingsskitse, som sygeplejerskerne forinden havde nedstemt. 

Oversigt

    Oversigt